Erkendelser

Først blev jeg bare lidt urolig og forsøgte at snakke mig igennem episoden, men vedkommendes ord blev mere og mere insisterende og efterhånden helt urimelige, mente jeg. Mit åndedrag og min pivende stemme indikerede, at jeg havde mistet kontrollen og min sindsstemning speedede fra usikker, over i uro og endte i febrilsk tankemylder.

Jeg tog tidlig fra arbejdet, for det som jeg skulle læse og skrive om, kunne jeg også gøre hjemmefra.Da jeg kom hjem blev jeg også optaget af andre ting - og arbejdsopgaven begyndte at vokse i mit hoved. Jeg blev faktisk i tvivl om det var en god idé, at jeg havde taget opgaven med hjem, for ofte brugte jeg mere tid på mit arbejde, end jeg reelt blev betalt for. Jeg skulle også sørge for at arbejdet ikke kom til at fylde for meget, konstaterede jeg, da jeg begyndte at opleve irritation over, at jeg ikke allerede var færdig.

Da jeg trak dagens korttekst, tænkte jeg, at mit fokus for denne dag skulle være, om jeg lod nogen overskride mine grænser, eller om jeg brugte vrede som forsvarsmekanisme for en anden emotion. Ville jeg fx bruge vrede i stedet for sorg, fordi det var nemmere for mig at være vred end at være ked af det og omsorgsfuld for mig. Dagen igennem var jeg opmærksom og oplevede ikke nogen af de ovennævnte situationer. Det undrede mig. Jeg ved af erfaring, at kortet indbyder til refleksion, og at der kommer en situation i løbet af dagen, hvor kortteksten kan bruges.

Et menneske var i en situation med behov for hjælp og opmærksomhed.Jeg stillede mig til rådighed og glædedes i den hjælp, jeg kunne give. Det var en dejlig følelse at kunne hjælpe, at kunne bruges til noget. Jeg oplevede, at det gav mig værdi som menneske at kunne støtte et andet menneske. Mit selvværd steg i graderne.Efter 3-4 dage med intens opmærksomhed til mennesket oplevede jeg irritation og manglende overskud. Jeg blev drænet for energi og irriteret på personen, jeg havde sagt ja til at hjælpe. Pludselig havde jeg ikke energi til at ordne mine egne gøremål. Jeg oplevede mig brugt og slidt i kanterne. Og også vred på personen som “tog min energi og tid” og vred på mig selv over at have ladet det ske.

Jeg havde mange ting, som jeg gerne ville nå at gøre denne dag - både privat og arbejdsrelateret.Allerede fra morgenstunden fik jeg fordybet mig i noget, som ikke stod på min to-do listen for dagen, og tidsplanen blev forrykket. Det var noget, som skulle gøres, og jeg var glad for at få det gjort, men jeg kunne ikke strege det fra min liste og mærke tilfredsstillelsen og glæden ved at være kommet i mål og have fulgt planen.

Vi var flere mennesker, der sad sammen og spillede et spil. Inden spillet gik i gang, havde det ene menneske sagt ja til én spillerunde.Første spillerunde var slut, og vi gik i gang med anden spillerunde under protester fra flere spillere. Alligevel blev anden spillerunde gennemført, selvom stemningen kunne have været bedre.

Jeg var til et arrangement med mange mennesker. Nogle blev hilst velkommen med knus og smil – også selvom de kom for sent. Jeg undrede mig og mærkede et stik i hjertet. Jeg havde ikke fået knus og smil som velkomst – og jeg var kommet til tiden. Hvorfor denne forskelsbehandling?Såret forfængelighed, følelsen af tilsidesættelse og misundelse susede rundt i mig. Ja, andre havde fået mere opmærksomhed end mig.Jeg kom i tanke om dagens korttekst.

Jeg vågner en morgen, trækker gardinerne fra og ser ud på et sneklædt landskab.Øv. Jeg havde planer om at cykle den dag, og sneen besværliggør den plan.Jeg siger godmorgen til et menneske, og mennesket udbryder: ”Hvor er det smukt med sneen”.Jeg smiler og bliver mindet om teksten på Positivkortet. Nå ja, sådan kan jeg også vælge at se på det. Det er mit eget valg.

Det blev en noget mere følelsesladet dag end nødvendigt.I en situation hvor jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig, ønskede jeg sparring fra en person. Jeg fik noget sparring, men samtalen blev afbrudt, og bagefter havde personen andre ting at gøre, så sparringen blev ikke gjort færdig, og jeg var fortsat i tvivl. Jeg oplevede vrede ved personens prioritering af sin tid, da jeg oplevede, det var et fælles ansvar, at situationen blev løst konstruktivt for alle parter. Jeg oplevede mig svigtet og følte, at jeg stod med ansvaret for situationen selv.

Et menneske måtte blive hjemme fra uddannelsesinstitutionen på grund af fysiske signaler (=sygdom).  Jeg tog på arbejde og var i kontakt med mennesket flere gange i løbet af dagen. Alt gik planmæssigt fremad, mennesket var i bedring, der var skabt ro til at heale, og mennesket fik det bedste ud af tiden. Den første hjemmedag var mennesket stået tidligt op.