Erkendelser

Jeg var hys i går - nu er det sagt - jeg var måske lidt mere end hys, og hvis man spørger mine omgivelser, så vil de sige at jeg var mega hysterisk.Jeg var nærtagende og oplevede alle udtalelser, som om de var personlige angreb på mig. Jeg undlod at sige noget om det i situationen og holdt facaden i ret lang tid. I den tid troede jeg, at min nærtagenhed ville forsvinde, men deri tog jeg fejl - den voksede.

Jeg var netop vågnet og følte mig en smule anspændt.Da jeg sad stille med min morgenkaffe, ønskede jeg sådan for min krop, at den ville slappe af. Jeg oplevede mig stiv i musklerne og den seneste uge havde jeg kørt i et højt gear på jobbet.Pludselig, ud af det blå, kom tanken om det i højere grad handlede om at være tryg, fremfor at slappe af.I mit indre stillede jeg spørgsmålet: “Er det en sandsynlig mulighed, at jeg kører for hårdt på på jobbet, fordi jeg er utryg?”Jeg lod spørgsmålet hænge i luften, mens jeg oplevede at mine skuldre løsnede sig og min kæbemuskulatur gav slip. Med let åben mund, og store øjne der kun så indad, erkendte jeg at have gået og bidt tænderne sammen - jeg ønskede at være tryg.

Fristelser stod i kø - jeg oplevede det noget op ad bakke med de projekter jeg havde sat igang.Der skulle ske noget nyt - og den del af de mennesker som jeg havde i min omgangskreds var godt nok ikke lige positivt stemt.En del var stille og passive, nogle reagerede med surhed og irritation, mens de ind imellem græd, talte om det besvær det vakte. Jeg oplevede en stemning af skuffelse, bitterhed og magtesløshed. En opgivenhed der bare var det sidste vi havde brug for i forbindelse med det sidste ryk.Faktisk blev jeg så påvirket af stemningen, at jeg oplevede at de andre lukkede mig ude. Når jeg ville organisere det sidste havde de pludselig travlt med noget andet, og da jeg spurgte hvad de havde brug for, så vidste de det ikke. Saboterede de min indsats med vilje eller var jeg bare sensitiv? Hvordan kunne jeg nå dem - når de ikke ville nå mig?

Jeg var bare så træt og tung. Jeg kunne næsten ikke få kroppen med mig og selv de mindste ting, de blev til uoverskuelige opgaver.Jeg ville så gerne om på den anden side af den tilstand, og startede med at fortælle mig selv at trætheden bare var en oplevelse - en mental forestilling som ikke behøvede at være rigtig. Med den indstilling knoklede jeg på og fik flere opgaver fra hånden, selvom jeg fjumrede og lavede fejl.

Jeg sad i en meditation og så mig selv i en lang hvid kjole.Jeg havde bare tæer, udslået hår og jeg udstrålede en vidunderlig visdom.Efter den meditation gjorde jeg mig nogle tanker om visdom. Visdom som at være klog på livets genvordigheder, klog på kaos og turbulente hændelser, klog på ro og nærvær.

Jeg viste godt hvad den bedste løsning ville være, men jeg forestillede mig også hvad de andres reaktion ville være, hvis jeg gik efter den løsning. De ville være pisse sure, forudrettet, aggressive og mopsede. De ville se mig som en forræder, en modstander og en kværulant. De ville gå i forsvar, skælde mig ud og lave alliancer mod mig. De ville tage afstand til mig, ignorere mig og de ville ikke længere kunne lide mig.

Jeg ville så gerne have kærlighed i mit liv, og de eneste definitioner af kærlighed jeg stødte på var noget som blev tildelt mig, noget som kom dryssende ned fra himmelen. Dryssende som stjernestøv hvis det var Guds mening.I træningsprogrammet, som er beskrevet i bogen “Dine valg er dit liv - hvordan vælger du?” modtog jeg en anden vinkel på det.

Det er 62 måneder siden, at jeg udtrykte mit ønske første gang.Jeg ønskede en anden organisering af arbejdsopgaver, og for 62 måneder siden stod jeg ganske alene med det ønske. Nu ønsker alle at ændre på organiseringen af opgaverne, for nu giver det mening for alle.I min glæde over at ønsket endelig blev opfyldt, måtte jeg også erkende, hvad min egen indsats havde været - hvilken lære, udover tålmodighed - jeg havde præsenteret mig selv for.

Jeg har virkelig brugt energi på at aflære den adfærd, som går ud på, at jeg påtager mig skylden.Jeg har altid været den, som følte mig skyldig, hvis stemningen var dårlig.Jeg var den første til at sige, “det er også fordi, at jeg ikke havde sørget for” - eller “undskyld jeg havde ikke set, at du har behov for”.Hvis der var nogle, der var sure, og deres vrede skulle gå ud over nogen, så stillede jeg mig også til rådighed. Jeg sagde: “undskyld, at jeg gjorde dig vred” - “undskyld at jeg har ryddet op og flyttet den dims” - “undskyld jeg ikke har lavet sovsen så god nok, som du vil have den.”

For at sige det ligeud - jeg gad ikke den opgave.Jeg havde gået sådan i tre dage, og nu gad jeg ikke længere høre på mig selv brokke mig over, at jeg ikke gad.Forøvrigt tror jeg heller ikke mine omgivelser gad høre mere på mig - for pludselig kom udtalelsen: “Og jeg gider heller ikke høre på at du udsætter tingene. Du kunne have udført opgaven flere gange, med al den energi du har brugt på at ikke gide den.”