Erkendelser

Det bruser og suser, men for en gangs skyld er det ikke inde i mit hoved. Det er udenfor, at vinden tager i træerne og bladene rasler mod hinanden.Jeg sidder helt stille og fornemmer oplevelsen. Jeg både hører, ser og mærker blæsten på huden - jeg sanser min oplevelse. Jeg er tilskuer og observerer vindene, men samtidig er jeg også en del af dem - jeg er både indeni og udenfor blæsten - jeg er i min væren. Jeg lytter til ingenting. Jeg er.

Jeg fik et tip - et super godt tip, som jeg i den grad kan bruge.Jeg har længe været i et dilemma i forhold til den tid jeg bruger på mit job.Jeg oplever, at lige meget hvor meget jeg rydder op, lægger forebyggende strategier og forsøger at være på forkant, så bruger jeg for megen tankevirksomhed på mine arbejdsopgaver.

Når jeg sætter tempoet op, så kalder jeg det “at jeg har travlt”, men mange gange er det ikke hele sandheden. Jeg sætter tempoet op, når jeg er ude af harmoni med mig selv - og så har jeg i tilgift travlt.Hvad kom først hønen eller ægget - tempo/ude af mig selv?Det er ikke til at sige, men jeg ved hvorfor jeg bruger forklaringen “at have travlt” for det er mere legalt, end at være uharmonisk og ved siden af mig selv. At have travlt kan i nogle kredse ovenikøbet være positivt ladet, mens det at være ved siden af mig selv har en negativ klang i de flestes øre. Og hvis jeg kan vælge, så sætter jeg mig gerne i det bedste lys.

Jeg opførte mig nok meget normalt, men det var ikke den bedste side af mig selv.Jeg havde fået det indtryk, at det var i orden at være sur og nærtagende, når jeg bare sagde det højt og advarede andre om det. Det var også i orden, hvis jeg sagde det bagefter og brugte det til at retfærdiggøre en anstrengende adfærd. Jeg var jo bare ærlig …….

Jeg tog nogle dybe indåndinger og bad om klarhed.Musklerne løsnede sig i nakken og skuldrene, kæben blev slap og tårerne flød fra mit venstre øje - dér kom erkendelsen til mig: “Kæreste du, du gør det rigtige, der kommer det rette ud af det - men måden, du kære - det er måden, som du gør det på.“Nu kunne jeg høre min egen tankevirksomhed, der aldrig var helt tilfreds eller helt tillidsfuld. Jeg var bare for hård ved mig selv. Jeg lod en lille usikkerhed, mistillid eller “man skulle ikke tro at …..” blive tilbage.Den skulle engang beskytte mig mod at blive alt for skuffet, alt for såret eller opleve mig så svigtet, at jeg ikke kunne bære det - men det var dengang.

Søndag eftermiddag blev jeg pludselig småirritabel.Jeg indså nemlig at jeg ikke ville nå de sidste af de gøremål, som jeg havde sat mig for - og inden jeg begyndte at give andre og andet skylden for at jeg var blevet forstyrret, så trak jeg et kort: 26-6.Jeg erkendte, at jeg ikke nåede at læse og skrive det, som jeg havde sat mig for, men til gengæld så fik jeg ordnet ting som jeg havde udsat længe.Jeg fik gjort ovnen ren, jeg tog mig tid til at have gæster, jeg fik vasket tøj, lavet mad og de andre opgaver som jeg havde sat mig for.

Jeg trak kortet der handler om vrede - og jeg måtte lige tænke mig om.Havde jeg overskredet mine egne grænser? - Næh, jeg havde kun fået et herpesudbrud tidligere på ugen - kunne det være det fysiske signal?JA, kom det til mig - signalet måtte bruge den fysiske krop til at råbe mig op med - og alligevel så jeg ikke den egentlige tilsidesættelse.Jeg havde igen haft en hektisk uge, men navigerede igennem og løste mine opgaver tilfredsstillende - så hvad kunne tilsidesættelsen da handle om?Jeg oplevede at mine motiver var på plads, jeg var mig bevidst om, hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde det.

Jeg er så træt af at høre: “Du er altid så …. Du gør aldrig …… Kan du ikke snart …..” Alle de konstateringer, som lægger op til kamp og skænderi, medmindre jeg er enig.Jeg var engang enig - og nikkede og samtykkede, når beskyldningerne fløj igennem luften. Det er jeg ikke mere og trak derfor et kort, for at få lidt lys på læren i det. Det blev kort 1-1.Der var engang hvor jeg var en bitch mod mig selv - jeg råbte kommandoer ind i øregangen, kostede rundt med mig og kastede mig ud i opgaver, der var urimelige for mig. Ligemeget hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok hverken i min egen forestillingsverden og dermed heller ikke i mine omgivelsers.

Jeg kom fra mit stillesidende arbejdet, og det oplevedes så rigtigt at smide mig foran TV’et.Så det gjorde jeg - og det var dejligt og hyggeligt for mig, med en kop kaffe og tæppe om benene.Efter 2 timer havde jeg en stiv lænd, en flad numse og var faktisk stadigvæk lige træt.Jeg trak kort nr. 4-1.I min visdom tænkte jeg: “Jeg var træt - og det, som jeg indtil nu har gjort - det har ikke gjort mig friskere. Måske, jeg så skulle gøre noget andet - måske gøre det modsatte af, hvad jeg havde lyst til?”Jeg blev enig med mig selv om, at det vel ikke kunne skade at gå en tur for at se, om det ville give den ønskede effekt.

Der havde været skybrud. Det blev omtalt i medierne og det var i et område, hvor jeg havde delvist ansvar for en bygning.Jeg befandt mig langt fra skybruddet, og jeg havde ingen mulighed for at få en melding derfra.I mine forestillinger kunne jeg se det værste for mig. Jeg kunne også se for mig, at der ingenting var hændt - selvom det næppe var sandsynligt. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg smide hvad jeg havde i hænderne og ile dertil? Eller skulle jeg lade som ingenting og se tiden an?