Erkendelser

Om morgenen trækker jeg kort nr. 9-2. Jeg når at tænke, at det skal blive interessant at se, hvad jeg kan lære af dagens kort, inden jeg tager af sted på arbejde. Senere på dagen sender jeg to uafhængige mails, hvor jeg begge gange skriver flere mennesker på cc. Da jeg kommer hjem, kigger jeg igen på Positivkortet - og kigger mig selv efter i sømmene. Har jeg været ærlig overfor mig selv i mine handlinger i dag?

Jeg kan mærke ordene smælle, som piskeslag. De flyver ud i rummet og rammer nogle sagesløse. Jeg er blevet opmærksom på mine ord, og hvor tit de indeholder bedømmelser - positive som negative - især det sidste. Det går ud over mine omgivelser, hvis jeg er i dårligt humør, jeg skælder mere ud og kan kun se tingene fra min vinkel. Det er da klart, at menneskene omkring mig flygter eller skyder igen. Det ville jeg også gøre. Mine ydre handlinger er en afspejling af mine indre handlinger. De hænger sammen, afslører mig, viser mig hvordan jeg behandler mig selv.

Jeg føler mig forfulgt, og det er svært at slippe væk. Det er som om en skygge jager mig og er med mig uanset, hvor jeg går. Jeg bliver forfulgt af mine egne tanker, der myldrer rundt i hovedet og ikke giver mig ro. Tankestrømme, der drukner min hjerne og får mig til at søge efter hjælp, en livredder “hjæælp - jeg kan ikke få ro, stilhed, hjælp mig!” Jeg kan ikke være nogle steder, der er masser af lyntog, der drøner rundt i mit hoved lastet med ord og sætninger - hele, halve, nogle giver mening, andre ikke. Det nytter ikke at flytte mig fysisk eller at gøre noget andet - tankerne følger bare med.

Jeg er i tvivl om, den idé jeg har fået, er en god idé. Vil den skabe det ønskede, eller er det en fuser? Ideen involverer andre mennesker, så jeg kan ikke bare afprøve den på mig selv. Jeg sparrer med en samarbejdspartner, som oplever det som en god idé. Alligevel er jeg i tvivl. Jeg er også i tvivl om, jeg skal kontakte et tredje menneske for at modtage klarhed. Jeg ved, at bekræftelser ikke er nogle, jeg skal søge.

Det var fredag aften, jeg var træt efter en aktiv uge privat og på arbejdet. Jeg havde planer om at gøre noget godt for mig selv, hygge mig med at lave nogle opgaver i forbindelse med mentalhygiejnisk træning, som jeg ved giver mig energi, ro i sindet og indre glæde. Jeg oplevede min krop tung. Jeg fik sat mig i sofaen og tændt for fjernsynet. Jeg kom ind midt i en film …. og blev hængende.

Jeg læser ordene. De er rosende, anerkendende. Jeg hører dem ikke, lukker dem ikke ind. Jeg har en anden oplevelse af mig selv. Jeg vil mere, kan mere, kan gøre det bedre, har mange planer, ønsker, ambitioner. Rosen passer ikke med mit selvbillede. Hmmmm ….. Jeg roser et andet menneske, mennesket bliver glad for anerkendelsen og giver højlydt udtryk for sin glæde ved mine ord.

Jeg beder om tørvejr på en dag, hvor regnens trommen høres overalt - en grå, diset og mørk regnvejrsdag. Det ville passe mig perfekt med tørvejr, da jeg så ikke skal være chauffør for mine nære. Men hvis nu vejret artede sig, kunne de selv komme afsted, og jeg ville kunne nå mine egne gøremål, der bringer mig glæde og overskud. Men regnen står ned i lårtykke stråler, og jeg ringer fra arbejdet og siger, at jeg nok skal køre dem. Jeg har regntøj på, da jeg cykler hjem, som regnen alligevel formår at trænge gennem “It’s raining cats and dogs”.

Jeg får et sug i maven - åh, kan jeg det? Er jeg kompetent nok til det? Det er nyt for mig, jeg har ikke prøvet det i denne sammenhæng før, nye metoder, nye arbejdsgange, mange informationer på en gang, kan jeg huske det hele? Jeg er ked af det, der er mange følelser på spil, oplever jeg, mange mennesker, der ønsker noget - der ønsker det samme, og som vil kæmpe for deres ret. Det samme ønsker jeg. Selvom jeg godt ved, at der ikke kommer noget godt ud af kamp, sejrherren er den, der overgiver sig og ser sin lære i oplevelsen. Alligevel er der fristelser for mig til at kæmpe, få opfyldt begæret om at få min vilje, få det trygge, det jeg kender og ved, jeg kan.

Selvom jeg kender kortteksten godt og oplever sandheden i ordene, kom jeg alligevel til at bedømme og derved fordømme et andet menneske og dermed mig selv. Jeg var sammen med et menneske, og jeg var begejstret for, hvad dette menneske havde nået at gøre. Det var en enorm arbejdsindsats - og så var mennesket endda plaget af fysiske signaler (=var syg) mens arbejdet blev gjort - og jeg roste mennesket for arbejdet og resultatet, som jeg oplevede imponerende.