Jeg er i tvivl om, den idé jeg har fået, er en god idé. Vil den skabe det ønskede, eller er det en fuser? Ideen involverer andre mennesker, så jeg kan ikke bare afprøve den på mig selv. Jeg sparrer med en samarbejdspartner, som oplever det som en god idé. Alligevel er jeg i tvivl.

Jeg er også i tvivl om, jeg skal kontakte et tredje menneske for at modtage klarhed. Jeg ved, at bekræftelser ikke er nogle, jeg skal søge. Be-og afkræftelser bliver givet mig, hvis jeg er i stand til at lytte – lytte til Universets guidning. Det kan være noget jeg hører, ser, læser som er en be- eller afkræftelse til mig – et brudstykke af en samtale i bussen, en artikel, noget i TV eller radioen eller lignende.

Tvivlen og utålmodigheden i forhold til min idé tager overhånd, og jeg kontakter det tredje menneske for at modtage klarhed. Det er det letteste, oplever jeg. Så skal jeg ikke vente på en be- eller afkræftelse, så kan jeg få det serveret på et sølvfad og komme videre.

Mennesket afviser mig med begrundelsen, at jeg selv må tage ansvar for mine ideer. Ups – det lykkedes mig ikke at manipulere mennesket til at understøtte min dovenskab og utålmodighed.

Øv – og samtidig er jeg lettet over og glad for selv at skulle tage ansvar for mine handlinger. Det er jo det rigtige. Det ved jeg godt. Det andet var bare nemmere.
At springe over hvor gærdet er lavest – men når målstregen nås vil det ikke føles rigtigt – som mit værk – noget jeg kan være glad for at have gjort.

Beriget med en lærerig oplevelse beslutter jeg mig for fremover at turde stole på min intuition.