Jeg beder om tørvejr på en dag, hvor regnens trommen høres overalt – en grå, diset og mørk regnvejrsdag. Det ville passe mig perfekt med tørvejr, da jeg så ikke skal være chauffør for mine nære. Men hvis nu vejret artede sig, kunne de selv komme afsted, og jeg ville kunne nå mine egne gøremål, der bringer mig glæde og overskud.

Men regnen står ned i lårtykke stråler, og jeg ringer fra arbejdet og siger, at jeg nok skal køre dem. Jeg har regntøj på, da jeg cykler hjem, som regnen alligevel formår at trænge gennem “It’s raining cats and dogs”.

Da jeg kommer hjem, er regnen næsten stoppet – få dryp forvilder sig ned, men de kommer enkeltvis, himlen viser sin blå kåbe frem, og et par solstråler når frem over hustagene.

Jeg ærgrer mig. Nu må jeg holde mit chaufførløfte,  Men jeg orker ikke at lave aftalen om – det vil mine nære have modstand på, og det vil medføre diskussion. Men egentlig kunne de godt være kommet afsted selv, og jeg ville have nået mine gøremål den aften. Det er tørvejr eller i hvert fald helt ok til at være ude i.

Havde jeg dog bare turde stole på, at min bøn blev hørt – så havde jeg nået mine gøremål den aften.

Jeg kommer i tanke om andre gange, hvor jeg har bedt om forskellige ting fx en parkeringsplads lige ud for mit bestemmelsessted. Og selvom det har været i indre by og midt i myldretiden, har der været en parkeringsplads til mig, men da jeg ikke har turde tro på, at det virkelig kunne være rigtigt, har jeg holdt et par gader væk. Og bagefter konstateret at der faktisk var en parkeringsplads til mig. Jeg havde bare ikke tillid til, at jeg ville modtage den.

Det samme skete for et par dage siden. Her ville jeg dog gerne lære af mine tidligere fejl, så jeg bad om en parkeringsplads lige ud for mit bestemmelsessted. På lang afstand kunne jeg se, at parkeringspladsen var fyldt, og jeg var fristet til at holde langt væk fra, hvor jeg skulle være. Men denne gang tænkte jeg: “Nej, nu tager jeg imod, det jeg har bedt om”, og kørte derfor hen til hovedindgangen for mit bestemmelsessted. Og der var en plads til mig. Den perfekte plads, som havde gemt sig for mig, idet jeg ikke kunne se den på afstand.

Ja tak. Jeg modtager, det jeg skaber – TAK:-)