Kunne du også godt blive mere bevidst om dine handlemønstre?
Vil du gerne trænes i at tænke og handle konstruktivt i alle livets situationer?
Vil du gerne trænes i at styrke kærligheden til dig selv?
Læs mere om hvad Mentalhygiejnisk Træning er, og hvad du kan bruge det til.
Jeg havde trukket kort 29, og det var ikke åbenlyst hvad det ville sige mig, derfor kiggede jeg i bogen “Dine valg er dit liv – hvordan vælger du?” Her så jeg forskellen på min egen snak i hovedet og tanker der inspirerer.
Taletanker er de tanker, som jeg taler til mig selv med. Det er den indre dialog, som både kan være diskuterende og nedgørende, men også respektfuld og overvejende. Min indre dialog i hjernens kommunikationscenter er der, hvor jeg “regner den ud”. Der, hvor jeg finder ud af, hvordan noget skal skrues sammen, og så beslutter mig for at udføre det.
Idétanker kommer fra et lag af inspiration og kreativitet. Det er derfra nye perspektiver og nye skabelser opstår. Nogle mennesker har let ved at få den kontakt, men alle har evnen og alle mennesker har benyttet sig af den kontakt – om de har været vidende om det eller ej.
Det kan være de tanker, som kommer “ud af det blå”. Den idé jeg pludselig fik, da jeg vaskede op eller slog græs. Det var den tanke jeg vågnede med en morgen.
Inspirationen kan være en hændelse, noget sanse og noget følelsesmæssigt oplevet.
Vi bliver alle inspireret, men vi er ikke lige gode til at følge tanken eller føre den ud i livet.
For så kommer taletanken ind. I min egen dialog kan en idétanke godt være skræmmende, overvældende eller for uoverskuelig. Så træder bedømmelsen ind og får mig i løbet af få sekunder overbevist om, at det er en mega dårlig idé, som skal skrottes.
Får idétanken lov at blive liggende lidt, så min indre dialog kan se den an, da kommer taletanken ofte med forslag til hvordan den kan føres ud.
Jeg fik for nogen tid siden den tanke, at jeg skulle skifte erhverv. Der var mange specialer i det job, jeg hidtil havde haft i sundhedsvæsnet, men alle med en indfaldsvinkel på det syge.
Jeg ville gerne have et arbejde med et udgangspunkt i det raske og det normale, så jeg overvejede hvordan jeg kunne det.
Jeg kunne søge job som pædagogmedhjælper, foreslog mine taletanker. Men hvis jeg skulle følge den sti resten af mit arbejdsliv, så ville mine udgifter overstige mine indtægter. Det forslag blev nedstemt. Jeg kunne tage en ny uddannelse?
Det forslag arbejdede mine taletanker videre med. Så efter at have undersøgt SU regler, optagelsesbetingelser m.m. fandt jeg ud af, at det godt kunne lade sig gøre.
Men midt i processen blev jeg i tvivl om jeg egentlig havde lyst til den uddannelse, om jeg havde dét som skulle til?
Her trådte mine konstruktive taletanker i karakter og fortalte de destruktive taletanker, at den følelsesmæssige usikkerhed ikke skulle tage over her, for lysten handlede sandsynligvis ikke om selve uddannelsen. Lysten til at trække mig fra nye udfordringer, den opstod egentlig fordi jeg tvivlede på mit eget værd. Jeg var bange for at jeg ikke var god nok – og jeg var faktisk også bange for, at det kunne være en forkert beslutning. Al usikkerheden udsprang af negative bedømmende taletanker.
Nu så jeg, hvordan jeg holdt mig selv tilbage – selvom jeg havde hele planen klar, så havde jeg brug for ekstra mod, styrke og tro på mig selv for at kunne gøre det.
Jeg ved fra det mentalhygiejniske træningsprogram, at måden jeg kan opbygge mere mod, styrke og tro i mig, er: “Ved at gøre det – ved at øve og træne min muskel af mod, ved at øve og træne min muskel af mental styrke og ved at øve og træne min tro på mig selv – ved at gøre det – springe ud i det.”
Og det gjorde jeg så. Jeg sprang ud i et nyt uddannelsessystem, nye udfordringer, nye omgivelser og fik nyt mod og styrke til at gå i ukendt terræn. Jeg blev styrket i troen på mine evner, og jeg er styrket i troen på, at jeg kan føre mine idétanker ud i livet.
Dagens tanke er skrevet af
mettep@dagenstanke.dk
Flere erkendelser
Her kan du læse flere refleksioner og erfaringer med Positivkortene.