Jeg er så træt af at opleve mindreværd og tilsidesættelser. Jeg er så træt af at være et offer. Jeg er så træt af at være bøddel. Jeg er så træt af alle de adfærdsmønstre, forsvarsværker og flugtmekanismer, som jeg er oplært i. Jeg er så træt af at være den, der tager skylden og skammer sig.
Jeg er også klog, tålmodig, omsorgsfuld og beslutsom. Jeg kan også indrømme fejl og mangler. Og jeg kan erkende mig, og jeg kan se hvor jeg kan udvikle mig.
Jeg er sort og hvid, yin og yang, positiv og negativ, konstruktiv og destruktiv, både og – jeg er det hele.
Jeg vil bare gerne være mere positiv, konstruktiv og fremadskuende i længere tid af gangen, og jeg erkender at jeg må starte med erkendelsen. Jeg må sige det højt, og erkende mig til mine oplevelser:

Jeg oplever mig tilsidesat ved at være blevet talt ned til og nedgjort. Jeg oplever skam over at blive råbt af, det kan min ære ikke klare.
Jeg oplever mig tilsidesat med en uinteresseret adfærd, hvor der er undladt at spørge til, hvordan jeg har det og hvad jeg har oplevet.
Jeg ville ønske, at jeg blev spurgt, og at der var interesse for at lytte og høre efter hensigten i  svaret.
Jeg markerer mig over for at høre på underkendende sætninger fremover, og i minimum  3 mdr. markerer jeg mig hver gang vedkommende gør antydning til det.

Jeg oplevede skam, da det blev sagt – og jeg har ikke længere brug for skam i mit liv. Det skal opløses, helt ud i mine celler – nu!

Jeg trak et kort for at få mere lys på det.
Det bliver kort 0-7 i grøn kategori.

Jeg har ikke brug for andres tilgivelse – jeg har brug for min egen tilgivelse af mig selv. Så vil jeg få modet til at markere mig og sørge for, at jeg fremover undgår at ligge under for oplevelsen af skam.

Kære du, jeg tilgiver dig nu for den hændelse du har skabt, ved at ligge under for skam.

Jeg tilgiver dig nu for det, som det at skamme mig, har skabt:
At blive fysisk og psykisk slidt, kæmpe imod og tabe, være pligtopfyldende, opgivenhed, gråd, træthed, nedsat vitalitet, uklare markeringer, fortvivlelse, selvmedlidenhed, ……….og al al anden selviskhed.

Kære du, jeg tilgiver dig nu for det som vi undlod at gøre:
At erkende skammen i nuet, modtage mig i nærvær, erkende mig til min tillid til min energi, spørge tilbage til meningen, respektere mine behov og markere mig overfor enhver form for støj.

Jeg modtager mig med den nye styrke. Jeg bestræber mig på at undgå gentagelser. Jeg bestræber mig på at erkende mig og leve min frihed – ikke bare i weekenden – men hele døgnet – hele tiden.