Jeg havde gjort mig nogle tanker om min egen styrke og om nogle fysiske svagheder, som jeg oplevede optrådte hyppigere. Jeg vidste, at det var en naturlig følge af min alder og oplevede derfor i første omgang ikke, at jeg behøvede at dele det med andre.
Undertiden fik jeg flere intuitive tanker på, at jeg skulle sige til det højt til mine nærmeste, men samtidig oplevede jeg det også lidt akavet. En af tankerne lød: “Og hvilken interesse skulle de have i at høre det, det har jo intet med dem at gøre.”

Der kunne jeg godt høre min egen retfærdiggørelse og uvilje mod at fortælle noget om mig selv, som jeg ikke direkte kunne profitere af. Hvis jeg sagde det højt, så kunne jeg risikere at de anså mig for gammel – og jeg ville gøre mig virkelig sårbar.
Jeg var heller ikke sikker på omgivelsernes reaktion. Ville de spørge til det i tide og utide, ville de tage unødige hensyn, eller hvordan ville de opfatte mig.
I min indre dialog blev jeg imidlertid bevidst om, at jeg oplevede mig selv som mindre værd – fordi jeg forsøgte at fortie det. Jeg ville sætte mig selv i et mindre attraktivt lys, ved at indrømme mine svagheder, var min ubevidste overbevisning.

I den erkendelse vendte mit motiv for at sige det højt. Nu var mit motiv at sige det, fordi jeg måtte konfrontere den fordømmelse, det forsvar og den modstand jeg havde på, at risikere at blive opfattet som svagelig.

Jeg trak kort 16-4.
Bekræftelsen var tydelig – jeg skulle bare springe ud i det.

Da jeg havde delt min information om de ændrede fysiske tilstande, så fik jeg kun et spørgsmål fra mine nærmeste. Det var: ”Hvad betyder det for mig?”.
Det var jo ikke et farligt spørgsmål – det gav mig mulighed for at fortælle om de ændringer, som jeg oplevede, og så var det emne afklaret.

Så gaven i denne erkendelse var ikke omgivelsernes reaktion, men den glæde jeg efterfølgende oplevede inde i mig selv. Jeg havde gjort mig så sårbar, og alligevel oplevede jeg mig bagefter så stærk, at ydmyghedens tårer fandt vej til min kind.