For at skabe bevidsthed om hvordan jeg faktisk udfører mine gøremål på arbejdet i løbet af dagen, så skal jeg skrive logbog.

Min første indre kommunikation lød opgivende og noget i retning af: “ … og hvordan skal jeg så finde tid til det.”
Så snart sætningen var gået igennem mit hoved, da kunne jeg høre tonen og modstanden i, at jeg skulle gøre noget, som jeg ikke havde forudset.

Jeg erkendte jeg mig til, at jeg tidligere havde gode erfaringer med at skrive mine refleksioner over min adfærd ned – og min indre stemme hviskede: “Jeg ser det er ærgerligt, at den her modstand handler om din angst for en eller anden form for nederlag – der er sandsynligvis ikke er det fjerneste galt med redskabet.”

I stedet for at være selvhøjtidelig i at blive irriteret over at tingene kan gøres på en anden måde end jeg lige havde forestillet mig, så tager jeg mig alvorligt i at gøre noget, hvor der er en større chance for, at det kommer til at virke for mig.

Jeg ser her min læreproces i at skelne imellem mine forestillinger om hvad jeg kan, og så min lære i at have tillid til, at jeg modtager den hjælp jeg har brug for, når det er sandt for mig.

Jeg bestræber mig på at konfrontere og justere på mine vaner, at opløse dem, så min nye adfærd i alvor kommer i spil. I stedet for at tro på at jeg ikke kan, så vælger jeg nu at tro på, at jeg kan.