Jeg havde lige sat mig, og så kommer der een og beder mig komme med. Jeg var lige i gang med noget, da een spørger om jeg kan give en hjælpende hånd. Mødet var lige begyndt, da telefonen både ringede, lagde besked og sendte SMS’er til mig – “lad dog være med at forstyrre mig hele tiden”, råbte det inden i mig

“Hvor går grænsen imellem at være til rådighed for andre, og skabe rum til at løse mine egne opgaver”, spørger jeg mig selv. Når jeg bliver afbrudt, så bruger jeg en del tid og energi på, at komme tilbage i mit eget flow og må ligesom “spole mig selv tilbage” – hvor var det nu, jeg kom fra – hvad var det nu, jeg var i gang med – hvad var det nu, jeg skulle til at gøre.
Hvis jeg er frisk og veloplagt, så er det ikke det store problem, så finder jeg hurtigt tråden igen – men hvis jeg i forvejen er træt, ukoncentreret og sensitiv, så bliver jeg så eddikesur.

Kan jeg på nogen måde hjælpe mig selv her, og markere mig inden reaktionerne overmander mig?
For, ikke nok med at jeg oplever folk overruler mig, samtidig tilsætter jeg mig selv, ved at lade dem gøre det, og uden at fortælle dem, hvad jeg oplever.
Det opleves ikke særligt ordentligt, hverken overfor mine omgivelser eller overfor mig selv. Dem der gerne vil mig, har faktisk ikke en chance for at vide, at jeg finder det upassende.
Jeg beslutter mig for at starte der, med at fortælle mig selv: “den hændelse, der udspiller sig lige nu, den oplever jeg upassende”.

Da jeg erkendte det overfor selv, så fik jeg stoppet min irritation. Jeg fik hjulpet mig selv, til at se hvad essensen var, og nu blev det meget nemmere at navigere igennem hændelsen. Den naturlige fortsættelse af: “ Det oplever jeg upassende lige nu”, det blev: “Jeg er lige fordybet i noget, jeg kommer om …. en halv time ….. når jeg er færdig her ….. eller er det muligt, at en anden kan hjælpe dig?”

Jeg oplevede en lettelse. Jeg havde både markeret min grænse, givet udtryk for min oplevelse, og havde ikke givet andre skylden for min oplevede grænseoverskridelse.
Jeg behøver jo ikke at være afvisende eller underkende mine omgivelsers behov for hjælp. Jeg må “bare” være tydelig i at mine behov for kontinuitet, og fordybelsen kan være vigtigere, end at fremstå som den hjælpende frelser.

Måske ville mine omgivelser ovenikøbet blive bedre til at klare sig selv, hvis jeg var noget mindre til rådighed.
Den form for styrke, den kunne jeg godt udvikle på :-). Det er på den måde, jeg får skabt plads til mig selv. Jeg får gjort mig fri af mine forestillinger om, hvad jeg bør og kan.

Nu har jeg modet til bare at gøre det – juhuu – det er frihed.