Mine tanker vrider sig. Kan jeg mon finde på noget at sige, noget der giver mening, sammenhold, noget interessant, noget der kan sætte en dialog eller diskussion i gang, tilføre rummet noget klang: Her i dette rum er tænkt disse tanker, sagt disse ord.

Stilheden er larmende, jeg leder desperat efter ord at sige, inspiration til at udtrykke mig. Her er jeg – se mig, hør mig.

Hvorfor er stilheden/harmonien så svært at rumme? Paradoksalt nok er det jo den, jeg søger og længes efter. Når jeg så har skabt den, hvorfor kan jeg så ikke nyde den. Modtage høsten af min indsats? Det er, som om jeg ikke tillader mig selv at gå rundt i det Paradis, som jeg har skabt for mig selv. Nyde og modtage. Være. Bare være uden tanker.

Stilheden mellem mennesker. Måske det smukkeste der er? At turde være stille sammen, bare være sammen, fornemme hinanden, være alene sammen – ikke at forveksle med ensomme – give hinanden plads, rumme hinanden, opleve hinanden – fri  af bedømmelse. Wauuu – det er smukt, når det lykkes. Total harmoni og væren i nuet. Inde ved livets kerne – essensen af livet – fri af at skulle bevise noget – “Hej, jeg hedder XXX – jeg er” – det er ligegyldigt med profession og andre titler, der kan hæftes ved. Det forstyrrer oplevelsen, fordi bedømmelsen kommer ind “Nå, så du er læge, renovationsarbejder, tømrer osv. Selvfølgelig er jeg et produkt af min fortid, min opvækst og mine oplevelser i livet, men det er fortsat kun nuet der tæller – lige nu, dette nu – som jeg er herre over med mine tanker, og som jeg kan møde med en positiv indstilling eller negativ indstilling – og gæt hvad udbyttet så bliver?

Jeg har alle muligheder på hånden  – nej, jeg er ikke millionær, men det er heller ikke nødvendigt for at kunne opleve kærligheden og Paradiset her på jorden – det handler om at være tro mod mig og turde lytte til mit hjerte, min intuition.

Jeg oplever, jeg er det tætteste på, jeg nogensinde har været på kærligheden til mig. Mentalhygiejnisk Træning guider mig og hjælper mig tilbage, hvis jeg kommer væk fra kærlighedsstien. Jeg er dybt taknemlig for at kende og bruge dette forunderlige redskab. Jeg kommer nogle gange på afveje og får tilsidesat mig selv, men kærligheden til mig selv redder mig og hiver mig tilbage på sporet.

Tak til livet – som er, hvad jeg gør det til.