Jeg havde trukket kort 29, og det var ikke åbenlyst hvad det ville sige mig, derfor kiggede jeg i bogen “Dine valg er dit liv – hvordan vælger du?” Her fik jeg en ledetråd: Cellernes hukommelse.

Har du set billedet af den mus med et menneskeøre, der er vokset frem på ryggen af den?
Hold da op, hvor er kroppen forunderlig, tænkte jeg da jeg så det. Den krop er så klog og tilpasser sig under de mest ekstreme forhold, sikke en kreativitet.

De celler, som kan blive til alle slags celler, kaldes stamceller. Men andre former for celler har også kvaliteter. De kan huske. Oplevelser af en særlig karakter sætter sig i cellernes hukommelser.
Specielt lugte kan stimulere gamle oplevelser, så fx en parfume eller lignende kan få minder om en bedstemor frem. Men erindringen sorterer ikke i gode eller dårlige minder, det drejer sig i højere grad om hvor dybt et indtryk de har gjort.

Når jeg møder lugten af sur cigar, så er jeg straks tilbage i en gammel skolebus.
Jeg er 7-8 år gammel, jeg har voldsom kvalme, jeg er køresyg og skolebuschaufføren har konstant en tændt cigar hængende i mundvigen.
Jeg bliver fortsat let køresyg, men ellers har oplevelsen ikke været styrende for mit liv. Det er værre med de oplevelser, som bliver hæmmende for den generelle udvikling.

Panikanfald, fobier og andre følelsesmæssige udsving, der udløses af tilsyneladende bagateller, kan forhindre et socialt liv.
De fleste af os har oplevet, at kroppen reagerer under følelsesmæssigt pres. Og hvem har ikke brugt udtryk som: “En klap gik ned”, “jeg gik i knæ” eller “det sortnede for øjnene”.
Kroppen er virkelig klog, og når de følelsesmæssige signaler bliver overset, så kan kroppens reaktionsmønster træde til.

Jeg har i lange perioder lyttet intensivt til mine lemmers signaler, og jeg har kunnet navigere efter dem.
Når jeg fik ondt i knæene, så havde jeg gang i for mange ting på een gang. Det signal blev skabt dengang, jeg higede efter andres anerkendelse og knoklede min røv i laser, for at gøre mine omgivelser glade.
Når jeg undlod at trække vejret ned i maven, så var jeg styret af en eller anden form for angst for, at det ikke ville gå godt for mig.
Når jeg bed tænderne sammen, så var jeg så vred og bitter, at jeg ikke kunne udtrykke det.
Når jeg fik hjertebanken eller indre uro, så var mit tempo for højt, og jeg havde glemt, hvor knappen for stop eller skru ned var gemt.

Det var først da jeg gik bagom de fysiske reaktioner og så, hvor deres følelsesmæssige oprindelse var startet, at jeg kunne finde kimen. Jeg kunne være bekymret, bitter eller euforisk. Det var først da jeg fandt ud af, hvilket motiv, jeg havde, at jeg kunne stoppe op. Mine motiver for at have gang i mange ting kunne være, fordi jeg forsøgte at skjule for mig selv, at jeg ikke troede på, at jeg var god nok.
Jeg spurgte mig selv om jeg fortsat havde brug for at bevise værd? Om jeg fortsat havde brug for at blive set som: “den der tog fra”, “den der ikke var højrøvet”, “den der ikke var svag” eller “den der ikke var doven”.

Nej, den adfærd havde engang beskyttet mig, men nu var det en hæmsko for min udvikling. Desværre havde jeg øvet mig i den adfærd, som nedgjorde mig i mange år, og som også havde taget livet fra mig. Jeg havde fået en gigtdiagnose, men jeg havde overlevet.
Men jeg ønskede mere end at overleve, jeg ville faktisk leve rigtigt – sådan leve i glæde og frihed. Så også cellernes hukommelse måtte omstilles.

Det gjorde jeg – først ved at tilgive mig selv for de gamle overbevisninger, som jeg ukritisk havde gemt på i mit mentale pulterkammer. Der blev ryddet ud og gjort rent i de tanker, der poppede op. Og ved at have sluppet det gamle behov for at være negativ, så opbyggede jeg stille og roligt en ny måde at tænke på. Jeg formulerede mine ord overfor mig selv lige så venlige og imødekommende, som jeg ville tale til andre mennesker. Selv gigten begyndte at fortage sig.

Jeg begyndte at spørge mig selv, frem for at antage pr. automatik. Jeg gav tid og rum, så jeg kunne lytte efter et svar, i stedet for at formode hvordan jeg ville svare.
Jeg grinede og slog det hen, når jeg lavede en fejl og spurgte mig hvad jeg ville gøre anderledes næste gang, i stedet for at spørge hvordan fejlen kunne opstå.
Jeg lod mig ikke længere presse til en udtalelse, men gav mig selv, tilladelse til at sige, at jeg ville svare senere, når jeg havde sovet på det. At jeg manglede de og de informationer for at kunne svare ud fra et oplyst materiale, eller at jeg ikke oplevede at det var relevant at svare, for vedkommende kendte også selv svaret, eller den og den kendte svaret bedre end jeg.

Det gav pote for mig. Jeg fik mere overskud, jeg så tingene i et klarere lys og jeg blev hurtigere til at få gjort tingene færdige. Jeg var ikke længere plaget af gigt, jeg mærkede ikke noget til den. Jeg opbyggede mit indre mod og min indre styrke.
Fra at være min egen strenge dommer og bøddel, blev jeg min egen bedste ven og supporter.
Mine celler blev omstillet i takt med min måde at omtale mig selv på.