Jeg får et sug i maven – åh, kan jeg det?
Er jeg kompetent nok til det?
Det er nyt for mig, jeg har ikke prøvet det i denne sammenhæng før, nye metoder, nye arbejdsgange, mange informationer på en gang, kan jeg huske det hele? Jeg er ked af det, der er mange følelser på spil, oplever jeg, mange mennesker, der ønsker noget – der ønsker det samme, og som vil kæmpe for deres ret. Det samme ønsker jeg. Selvom jeg godt ved, at der ikke kommer noget godt ud af kamp, sejrherren er den, der overgiver sig og ser sin lære i oplevelsen. Alligevel er der fristelser for mig til at kæmpe, få opfyldt begæret om at få min vilje, få det trygge, det jeg kender og ved, jeg kan.

Men med min viden fra Mentalhygiejnisk træning koblet sammen med min livserfaring ved jeg, at det ikke nytter at kæmpe. Det er et Sisyfosarbejde, som aldrig ender og som kun i et splitsekund lader mig ane glæden. Det at kæmpe bringer ikke den vedvarende glæde indeni som healer – heller ikke selvom jeg vinder kampen. Jeg skal nemlig ikke kæmpe men være viljefast og tro på, at der er en mening med den læreproces, som jeg er i gang med at tiltrække.

Så jeg må sadle om. I stedet for at gå op ad bjerget i modvind, vælger jeg en sti på siden af bjerget, hvor der er læ.

Nogle vil måske kalde det at give op, kaste håndklædet i ringen. Jeg kalder det at overgive mig, erkende mig til min læreproces: Er det rigtigt for mig at kæmpe sådan for at få min vilje, føle mig tryg, kæmpe for at lære nye metoder og arbejdsopgaver? Skulle jeg vælge at lytte til mine medmennesker i stedet for at gøre dem til modstandere?

Jeg oplever perfektionismen puster mig i nakken. Alt skal være perfekt – jeg skal kunne udføre opgaven, før jeg er blevet sat ind i den. Alene det er jo en umulig kamp. Erkendelsen, overgivelsen får mig til at slappe af. Det er i orden at lave fejl. Jeg bestræber mig på at gøre mit bedste – og det er godt nok.
Jeg vælger at have tillid til, at Universet vil mig det godt, og at jeg kun bliver budt oplevelser, jeg kan håndtere.

I forhold til mine medmennesker, som jeg så på som modstandere, ser jeg min egen angst for ikke at slå til som årsagen til min bedømmelse. Jeg vælger at opgive kampen og overgiver mig til tilliden. Det gør jeg ved bevidst at tænke positive tanker: “Jeg kan lære noget af alle mennesker, det bliver interessant at se, hvad jeg skal lære af disse mennesker”, “Jeg er kompetent”. Tankerne frigiver energi og overskud.

Ordene på Positivkortet ligger som et solidt fundament for mine tanker og min ageren gennem dagen. Visdomsordene lyser, og i mødet med min bevidsthed tager jeg ordene til mig og lader dem vokse i mig.
Mit åndedræt bliver roligt og harmonisk. Verden er igen et forunderligt sted at være.