Jeg var bare så træt og tung. Jeg kunne næsten ikke få kroppen med mig og selv de mindste ting, de blev til uoverskuelige opgaver.

Jeg ville så gerne om på den anden side af den tilstand, og startede med at fortælle mig selv at trætheden bare var en oplevelse – en mental forestilling som ikke behøvede at være rigtig. Med den indstilling knoklede jeg på og fik flere opgaver fra hånden, selvom jeg fjumrede og lavede fejl.

Jeg fik ondt i kroppen og smerterne forsøgte at råbe mig op.
Jeg erkendte at det var op ad bakke for mig, og jeg kunne have gavn af at trække et kort. Jeg håbede at teksten på et kort kunne åbne for andre perspektiver end dem min overophedede hjerne kunne se.

Jeg trak kort nr. 26-6.

Først måbede jeg og tænkte: “ Positiv – jeg er sgu’ da skide positiv.” “Jeg har netop forsøgt ikke at lade mig påvirke af at være tung som en hel pose cement”, sagde jeg til mig selv i et indigneret tonefald.
Jeg hørte min egen retfærdiggørelse og kom i tanke om at det emne som kortets tekst omhandler, det berører både bønnen, søvnen og meditationen som åndelige redskaber i en healingsproces.

Med den erkendelse fik jeg stoppet de forklaringer min hjerne fandt på, og jeg begyndte at lytte. Lytte til signaler. Jeg lyttede til signalerne fra det ydre, jeg lyttede efter signaler fra det åndelige og mine antenner blev trukket helt ud. Jeg lyttede så intenst at jeg blev helt stiv i musklerne.

Så pludselig faldt jeg i staver over en flue der havde travlt med at sætte sine aftryk i min vindueskarm, og dér kom oplevelsen til mig. Oplevelsen af at omverden bare var en grødet tåge, og at alt mit nærvær havde trukket sig ind i min krop. Jeg kunne opleve min krops tempel indefra. Jeg kunne høre mit eget åndedrag, jeg kunne mærke hvordan musklerne blev afslappet, jeg kunne fornemme varmen cirkulere, og jeg var så tæt på mig selv som jeg kunne.

Der blev jeg en tid – i den meditative tilstand af nærvær med mig selv. Jeg oplevede varmen dunke i bestemte områder af kroppen og erkendelsen kom til mig.
Jeg – dvs. min krop – var i gang med at afstøde nogle gamle celler som der ikke længere var brug for. Mit tempel fungerede fuldstændigt perfekt under de omstændigheder jeg udsatte det for. Mit vidunderlige fysiske tempel havde en opgave at udføre og det kunne den ikke få den nødvendige ro til at udføre opgaven i, så den måtte være kreativ og finde en måde at råbe mig op på.

Da jeg endelig fattede budskabet og lagde mig ned, så kom healingen for fuld drøn. Jeg lå i en døs og lod mig modtage. Det mudrede, brændte og rev i mine celler, men det oplevedes ualmindeligt godt. Det var et fysisk slip, en fysisk forløsning der fik lov til at materialisere sig, og det oplevedes bare som det eneste rigtige at blive liggende og lade mit skønne, kloge, vidunderlige tempel gøre sit arbejde uden min indblanding. Jeg gav slip og faldt i søvn.

Søvnen husker jeg intet af, men jeg var bare frisk da jeg vågnede. Jeg var klar til mine næste gøremål og i løbet af ingen tid havde jeg ordnet og rettet op på det som var gået i kludder tidligere.

Pludselig – ikke bare så jeg, men oplevede jeg kontrasten. Tænk, at jeg var det samme menneske og kunne udleve så vidt forskellige sider af mig selv.
Jeg er nået et skridt nærmere i forståelsen af bogens titel: Dine valg er dit liv – hvordan vælger du?