Jeg har levet med hoved-halskræft i 8 år, med sine ups and downs rent helbredsmæssigt. Da jeg blev diagnosticeret, fik jeg besked om, at jeg ikke skulle regne med at have mere end 3 måneder tilbage af dette liv.
Mit liv har efter en barsk barndom været en lang række af positive konstruktive læreprocesser, af hvilke jeg i høj grad har profiteret. Der har selvfølgelig også været nogle tilsyneladende negative perioder, men de har til syvende og sidst affødt en positiv høst.
Jeg lever i overbevisningen om reinkarnation, så da jeg måtte til at forberede mig på min afrejse, var det en enkel og fredfyldt proces. Jeg havde dog et ønske om at fortsætte mit nuværende liv, men jeg var klar til at give slip og tage afsted.
Denne læreproces gav mig et nyt fundament at fortsætte mit liv på, i den kærlighedsenergi jeg havde lært at leve i med mig selv. Der har da været nogle energikrævende healingsprocesser undervejs, men min positive ånd har konstant gået blomstrende videre.
Jeg har gennem mine læreprocesser lært at leve efter Universets livsbetingelser, hvor bl.a. metafysisk diagnosticering er et væsentligt redskab i det enkelte individs healing, når det er nødvendigt. Jeg tror på sygdom som ikke eksisterende, men at det eksisterende er læreprocesser. Læreprocesser der skabes af individets følelsesmæssige tilsidesættelser.
Det er derfor vigtigt, at vi som mennesker kender vores følelsers signaler, således at vi er i stand til at handle konstruktiv skabende på de signaler vi skaber.
Jeg vil her dele min seneste større healingsproces.
Jeg havde lige tilbudt nogle tidligere klienter at køre et 8 måneders kursusforløb med dem, selvom jeg egentlig var ved at takke af over for det at binde mig i længere perioder, da mine fysiske signaler af sundhedssystemet diagnosticeres som uhelbredelige.
Det er meldinger, som jeg nødvendigvis er nødsaget til at respektere, uden dog at ligge under for dem. Men sandheden er den, at jeg hele tiden må holde mig fri, så jeg har fred til min egen healing, når behovene indtræder. Hvis vi vil bevare ansvarligheden for os selv, er det vigtigt, at vi ikke forsager videnskaben, men det er ligeså vigtigt, at vi ikke ligger under for den.
Der skete det, kort efter jeg havde tilbudt det omtalte kursusforløb, at de fysiske signaler i halsregionen pludselig tog til. Hovedpiner, mine gummer og min tunge hævede op, brændte og sved, og min hals lukkede mere til. Alt sammen gamle kendinge af fysiske signaler, som da jeg fik konstateret kræften. Jeg søgte svar på det, der skete og fik tanker på, om jeg trådte ind i den afsluttende fase. Men der kom ikke svar, så mine tanker forstærkede sig med mulige scenarier, forestillinger begyndte at presse sig på, og signalerne blev værre.
Jeg konsulterede sundhedssystemet, da jeg tilsyneladende ikke selv kunne trække nogen tydelige svar ud af Universet. Sundhedssystemet bekræftede bare sig selv med, at jeg jo er uhelbredelig syg, og at det muligvis var begyndt at vokse, dog uden at de egentlig kunne konstatere det.
De havde åbenbart ikke noget at byde ind med, så jeg måtte selv dybere ind i det. Efter en tilsyneladende søvnløs nat, kom svarene. Det var problemer i munden. Første tanke: “Jeg ved, at tandproblemer metafysisk handler om ubeslutsomhed, og hovedpiner handler om bekymringer”. Så fik jeg øje på mine tilsidesættelser af mig selv: Jeg havde fået skabt mistillid til mig selv. Så snart jeg havde erkendt ordene, oplevede jeg en forandring i de fysiske signaler.
Nu måtte jeg ind og se på, hvad der var foregået og få genetableret tilliden.
Jeg kunne se, at jeg på grund af den 8 måneders binding jeg lavede, fik tanker som: “Nu håber jeg, at jeg kan stå til rådighed for klienterne hele perioden. Skal jeg måske lade dem nøjes med at betale månedlige gebyrer, i stedet for hele beløbet ved opstart som jeg plejer, hvis jeg skulle falde fra i perioden?”
Da signalerne fik fat i mig, kom andre bekymringer ind. Jeg har gang i nogle små-projekter, jeg meget gerne skulle have færdiggjort, så min samlever ikke kommer til at stå med dem. Det hobede sig bare op bag en benægtelse, der hvilede i at “Jeg er afklaret og parat til at skulle afsted”. Forestillingerne havde taget over, så jeg fik ikke øje på mine åbenlyse mistillidserklæringer og bekymringer.
Jeg har fået tilgivet mig selv for mine tilsidesættelser og genetableret tilliden og respekten til mig selv, og kærlighedsenergien flyder atter frit i mig. I skrivende stund oplever jeg healingens voksende virke, hvor denne erkendelse også er en del af.
Dagens tanke er skrevet af
ao@dagenstanke.dk
Flere erkendelser
Her kan du læse flere refleksioner og erfaringer med Positivkortene.