Jeg har trukket dagens Positivkort.
I bogen Retningsviser & Appetizer står en uddybning af kortteksten, og der hæfter jeg mig ved ordene, at kærlighed ikke indeholder nogen form for tilsidesættelse overhovedet.

Ordene har jeg med mig gennem dagen og bestræber mig på at leve dem.

Alligevel tager jeg mig i at udføre et andet menneskes pligter senere.
Hov, hvad skete der lige der? Mens jeg udfører opgaven, når jeg at bilde mig selv ind, at det er ok – personen er træt, har ondt i kroppen og masser af andre gøremål.

Men så husker jeg på ordene fra Retningsviser & Appetizer: “Ingen tilsidesættelse overhovedet” og ved, at det netop er det, jeg har gjort. Tilsidesat mig selv.

Men jeg ved også, at i erkendelsen af min tilsidesættelse ligger tilgivelsen af mig selv. Det at jeg ser, hvad jeg har gjort, frigør mig fra straffende bedømmelse af mig selv.

Før i tiden ville jeg slet ikke have opdaget, at jeg tilsidesatte mig selv ved en sådan handling, så der er klart fremskridt. Nu skal jeg bare lære at få stoppet mig selv, inden der går automatpilot i den og “hvor er det synd for dig, nu skal jeg nok ordne det”.

Det er jo en bjørnetjeneste, der går ud over mig selv – og går ud over personen, der ikke lærer eller får lov til at tage ansvar for sine opgaver.

Der er plads til forbedring – og jeg er taknemlig for at kunne se læreprocesserne og fremskridtene.