Jeg tog nogle dybe indåndinger og bad om klarhed.
Musklerne løsnede sig i nakken og skuldrene, kæben blev slap og tårerne flød fra mit venstre øje – dér kom erkendelsen til mig: “Kæreste du, du gør det rigtige, der kommer det rette ud af det – men måden, du kære – det er måden, som du gør det på.“

Nu kunne jeg høre min egen tankevirksomhed, der aldrig var helt tilfreds eller helt tillidsfuld. Jeg var bare for hård ved mig selv. Jeg lod en lille usikkerhed, mistillid eller “man skulle ikke tro at …..” blive tilbage.
Den skulle engang beskytte mig mod at blive alt for skuffet, alt for såret eller opleve mig så svigtet, at jeg ikke kunne bære det – men det var dengang.

Dengang jeg brugte den adfærd,  havde jeg brug for at overleve – jeg er et andet sted nu. Jeg kan sagtens overleve – nu er mit mål at leve. At leve min frihed, leve min visdom, leve mine oplærte evner ud i hverdagen.
Langsomt fik det op for mig –  jeg så min tilsidesættelse – grunden til det fysiske signal og grunden til at jeg skabte vrede ubevidst.

Det var hverken det jeg gjorde eller resultatet der kom ud af det, det var måden jeg greb min opgave an på, det var måden jeg tænkte om mig selv mens jeg udførte opgaven.

Jeg brugte alt for mange trusler, jeg stillede alt for mange spørgsmål og lagde altid baren lidt for højt. Tiden var kommet, hvor jeg måtte fyre mig selv som min mentor.
Jeg ønskede en mentor der så succeser frem for fejl og mangler. Jeg ønskede en mentor der stillede åbne spørgsmål, frem for kontrollerende. Jeg ønskede en mentor der satte opnåelige mål, mål der kunne opfyldes, frem for uoverskuelige og uopnåelige mål, der med garanti ville få mig til at føle mig mindre værd.

Det interessante var jo – at den gode mentor kunne jeg godt være overfor andre – og var faktisk ret god til det. Så hvorfor i himlens navn skulle jeg så ikke kunne være det overfor mig selv. Det var vist kun selvhøjtidelighed og falsk ydmyghed, der stod i vejen for det.

Jeg trak kort 27-6.

Jeg skærper nu min opmærksomhed på min omtale af mig selv og på min tiltale til mig selv.
Tiden er kommet, hvor jeg har mindst lige så megen ret til at blive talt positivt om, som jeg gør til mine omgivelser. Det er min guddommelige ret at blive tiltalt i tillid og respekt – også af mig selv. Jeg har fortjent at blive omtalt med kærlighed – også af mig selv.

Jeg lever i kærlighedens lys.