Der havde været skybrud. Det blev omtalt i medierne og det var i et område, hvor jeg havde delvist ansvar for en bygning.
Jeg befandt mig langt fra skybruddet, og jeg havde ingen mulighed for at få en melding derfra.

I mine forestillinger kunne jeg se det værste for mig. Jeg kunne også se for mig, at der ingenting var hændt – selvom det næppe var sandsynligt. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg smide hvad jeg havde i hænderne og ile dertil? Eller skulle jeg lade som ingenting og se tiden an?

Jeg trak kort nr. 10-2.

Ville jeg tage mig selv alvorligt, hvis jeg var opsøgende og transporterede mig hen til bygningen for at tjekke den? Ja, var mit første svar – men motivet for at sige ja, hvad var det? – fik jeg bremset mig selv med. Mit motiv ville være at fremstå som ansvarlig og være handlingens mand. Ingen skulle sige om mig, at jeg nølede og var undvigende.

Ville jeg tage mig selv alvorligt hvis jeg undlod at gøre noget, og blot ventede? Ja, svarede jeg mig selv – og motivet for ikke at gøre noget var, at jeg vægtede min tid med mig selv højere, end hvordan andre muligvis ville se mig.

Og hvad havde jeg at miste, hvis det værste blev til virkelighed – kunne jeg blive beskyldt for at nøle og undvige? Ja, muligvis, men sandsynligvis ikke – fordi ingen ville forvente jeg var opsøgende – kun min egen frelsende adfærd og selvhøjtidelighed kunne finde på et så højt krav til mig selv.

Med ro i sjæl og krop slukkede jeg for medierne. Jeg fortsatte mine omsorgsfulde gøremål, som jeg havde planlagt og var ikke i tvivl om, at jeg tog mig selv alvorlig.