Den sidste dag på jobbet inden ferien, havde jeg travlt, men jeg nåede det. Jeg fik ordnet og forberedt næsten alt det, jeg havde sat mig for.
Den første feriedag slappede jeg af ved at sidde i sofaen og glo ud i luften. Jeg havde besøg, og så TV – temmelig omsorgsfuldt, mente jeg. Dog trak jeg et kort, der indikerede at jeg havde overskredet mine grænser og burde markere mig.

Jeg kiggede nogen tid på kortet og blev enig med mig selv om, at der var noget om snakken. Selvom jeg sad stille, så var jeg fortsat spændt indeni. Jeg trak vejret dybt, men åndede ikke helt ud  – og da vi nåede aften, så var jeg også blevet irriteret på de mennesker, jeg havde omkring mig.

Jeg blev i tvivl om hvor vreden var opstået. Havde jeg været for aktiv eller for passiv, var der noget jeg havde gjort for meget af – eller for lidt. Jeg begyndte at tænke på det, at skabe forklaringer og retfærdiggørelser, hvilket ikke havde anden effekt, end jeg oplevede mig enormt træt – så jeg gik i seng.

Næste dag sad jeg i en solstråle med min kop kaffe, og jeg spurgte mig hvordan jeg havde det.
Ordet ro løb igennem mit hoved, og inden det nåede fra det ene øre til det andet, så stod tårerne ud af øjnene på mig.
Jeg erkendte mig til, at jeg først nu modtog mig i roen. I går havde jeg skabt muligheden for ro, men jeg tog den ikke helt ind.

Jeg gav mig nu lov til at åbne mig helt og modtage mig – modtage mig i min høstperiode.
Jeg havde gjort alt det rigtige op til dette øjeblik, og det eneste jeg nu måtte gøre, det var at overgive mig, tie helt stille, nyde solen og sætte ordene på. Erkendelsen var den sidste ingrediens, der kunne integrere mig med min læreproces. Erkendelsen af: “Jeg forsøger eller øver mig ikke længere, jeg har lært det nu.”

Jeg lever min omsorg – jeg modtager mig i min høst.