Jeg havde gennem længere tid oplevet utilfredshed med og i mit job. Jeg var i en ansættelse, noget uden for hvad jeg er uddannet til, men jeg havde også i andre ansættelser oplevet noget lignende, så jeg tænkte, det måske var motiverne, der ikke var på plads. Hvilket jo kunne betyde, jeg var det rigtige sted, men måske ikke var der for min egen skyld. Jeg mødte en person, ved et foredrag jeg skulle holde om Mentalhygiejne, og jeg gik derfra med en vished om, at noget stort ville ske. Jeg sagde mit job op vidende, at det perfekte job blot ventede på, at jeg så mit eget værd igen, i stedet for gennem min bedømmelse af hvad alle andre kunne og gjorde, fik fordømt mig selv og mine egne evner. Jeg fandt det perfekte job og er ansat der på 3. år. Jeg kan fortsat stå i situationer, hvor jeg oplever min tro på mig vakler, men nu ved jeg, at det er mit gamle jeg, der taler.

Jeg har tidligere i min bedømmelse og fordømmelse af mig lært at tage mig selv alvorligt og slippe bedømmelsen af mig selv og andre, men var tilsyneladende faldet i med hensyn til at tage et job bare for at have et. Nu lever jeg kærligheden.