Jeg har taget fri fra arbejde, der er nogle praktiske ting, der skal ordnes. Som dagen nærmer sig, kan jeg mærke behovet for en fridag. Det er ikke kun de praktiske ting, der står på dagsordenen, også et behov for at drage omsorg for mig spirer frem i kroppen.

I dagene op til fridagen er der aktivitet både privat og på arbejdet – tusind ting, der skal gøres, ordnes, organiseres, tages stilling til, kommunikation mellem mange forskellige mennesker. Jeg kan mærke trætheden i kroppen, mit hoved, der er ved at være overophedet, og jeg bliver irriteret på mig selv og mine medmennesker. Det summer i kroppen, jeg tænker ikke klart, tingene går langsommere end normalt, og gøremålene hober sig op på to-do-listen.
Fridagen er tiltrængt.

Da dagen oprinder er det tydeligt for mig, at jeg er i en sorgproces og har behov for en omsorgsdag. Det snurrer i hele kroppen, en influenza-agtig tilstand, mathed, slørede sanser – jeg er lidt ved siden af mig selv. Det er 2 ½ måned siden, at jeg har fået nyt job, og selvom jobskiftet er sket på min foranledning, er det et tab, en forandring. Jeg ved fra mentalhygiejnisk træning, at jeg skal handle på tabet ved at drage omsorg for mig. Og for mig er dét at være stille med mig, hvile, meditere, lave ingenting, måske gå en tur i naturen.

Men de praktiske ting skal gøres, de kan ikke udsættes. De banker på, råber på mig, og jeg gør dem – lettere omtumlet og ved siden af mig selv. Jeg laver fejl, hele min krop fortæller mig, at jeg er på overarbejde, og at den ikke bryder sig om det. Den vil have ro.

Et par gange i løbet af dagen trækker jeg mig for mig selv og hviler – lukker øjnene og mærker min krop. Det er healing, og giver mig energi til de næste opgaver. Jeg klarer dagen og mine ansvarsopgaver. Omsorgen for mig hjalp mig.
Det omsorgsfulde var ikke de opgaver jeg fuldførte, det var måden jeg gjorde det på. At jeg kunne gøre det i mit eget tempo, dét var omsorgsfuldt for mig.