Jeg levede i en lang periode i dyb angst for at miste et menneske, der står mig nær. Jeg kunne græde over alt det jeg måske havde gjort forkert, alt det jeg burde have gjort, og alt det jeg ikke gjorde, rækken af paranoide forestillinger er lang. Og i stedet for, som jeg håbede på, at holde mennesket tæt på endte det med det modsatte, at mennesket faktisk flyttede langt væk, og kontakten blev sjældnere.

Jeg græd mine bitre tårer, og havde nu fået det jeg havde bedt om: Jeg følte, jeg havde mistet. På grund af en selvisk angst for at miste – og jeg ved jo egentlig godt, at jeg ikke kan miste noget, der ikke er mit, og at død er nyt liv, og at det derfor er selvisk.

Jeg fik tændt for min opmærksomhed gennem det at lytte til min intuition, og så at mennesket stod ganske fint på egne ben, og ønskede jeg skulle gøre det samme. Jeg havde levet 18 år gennem mennesket, og nu blev jeg givet muligheden for at leve mit liv. Der kom den sande angst: Jeg kendte ikke udfaldet af det jeg stod i, og jeg vidste faktisk ikke helt, hvem jeg selv var.

Jeg kan mærke, at jeg skal lære mig selv at kende på ny, og lære hvad jeg egentlig har lyst til at spise/gøre og ikke mindst, hvordan jeg har lyst til at leve mit liv. Jeg er opmærksomhed og har fået skabt glæden i mig.

Nu har det nære menneske og jeg et kærlighedsforhold i frihed.