I forbindelse med et jobskifte havde jeg nogle ønsker, som involverede andre mennesker og krævede deres positive tilbagemelding.Med kortteksten i baghovedet gik jeg nysgerrigt i gang med dagen. Jeg vidste, at hvis jeg forventede et bestemt svar, så ville jeg blive skuffet. Hvis jeg derimod håbede på et bestemt svar, så var muligheden for at få ønsket opfyldt til stede. Jeg var i tvivl om jeg forventede eller håbede – det kunne være nemmere for mig at mærke forskellen. Der var kun ét at gøre, og det var at afvente svaret.

Jeg har længe været bevidst om, at det er vigtigt for mig, at jeg husker at tænke på mig selv. At få noget alenetid, hvor jeg gør noget, der er godt for mig. Her vælger jeg ofte at være fysisk aktiv. Jeg har en oplevelse af, at jeg gør noget godt for mig selv, men samtidig oplever jeg mig afhængig, og jeg kan opleve en flugt i det.Jeg kan forklare mit fokus på fysisk aktivitet med, at det er godt for mit helbred og mit fysiske velbefindende. Det handler om vægt og styrke i form af fysisk formåen. Og jo mere af det, jo bedre er det. Men der er noget afhængighedsskabende i det. Og det er gået op for mig, at der er noget, jeg lægger låg på eller måske nærmere noget, jeg flygter fra. Den fysiske aktivitet skaber nemlig træthed og behov for søvn, og det er der, jeg er blevet opmærksom på, at jeg ikke har overskud til at kigge ind i mig selv, for jeg er simpelthen for træt.

Jeg er blevet opmærksom på et af mine adfærdsmønstre. Er jeg i en sammenhæng, hvor der opstår opgaver, der skal løses, er jeg den første til at byde ind. Er der noget jeg kan gøre eller hjælpe til med, så kommer jeg med løsningsforslag, organiserer og tilrettelægger.