Det er 62 måneder siden, at jeg udtrykte mit ønske første gang.
Jeg ønskede en anden organisering af arbejdsopgaver, og for 62 måneder siden stod jeg ganske alene med det ønske. Nu ønsker alle at ændre på organiseringen af opgaverne, for nu giver det mening for alle.

I min glæde over at ønsket endelig blev opfyldt, måtte jeg også erkende, hvad min egen indsats havde været – hvilken lære, udover tålmodighed – jeg havde præsenteret mig selv for.

Jeg trak kort 12-3.

Jeg var faktisk lykkedes med at ændre mine forventninger til håb, ser jeg nu. For forventningerne til at alle ville synes godt om mine tanker i første hug, dem havde jeg haft.

Først havde jeg troet, at jeg bare kunne sige: “ Prøv og hør her. Jeg har en rigtig god idé, som vi alle får noget godt ud af, hvad siger I til, at vi gør det fra på mandag?”
Måske var det godt jeg havde stillet det som et spørgsmål, for der kom et klart og tydeligt nej. De havde alle mulige argumenter for, at det ikke kunne lade sig gøre.
Det blev jeg skuffet over – at de ikke kunne lide min idé, og så oplevedes det som om, at de heller ikke kunne lide mig.
Jeg distancerede mig – skruede ned for de gode forslag og undlod at eksponere mig.

Efter nogle måneder glemte jeg min skuffelse og startede en ny strategi. Ved enhver given lejlighed italesatte jeg fordelene ved at ændre arbejdsgangen, som jeg tidligere havde foreslået.
Det skabte endnu mere modstand – og irritation. Nu virkede det som om, at alt hvad jeg sagde skulle modsiges.

Min ivrighed var blevet til en kamp, hvor det handlede om at markere sig frem for at lytte, og jeg gav op.
Jeg tænkte ligesom ræven om rønnebærene, at de alligevel var sure – og ikke kampen værd.
Jeg lagde forslaget om ændringer af arbejdsopgaverne ned bagerst i skuffen.

Da jeg var holdt op med at kæmpe, der kunne jeg erkende, at jeg ikke havde lyttet til modstanden.
Jeg havde hørt nogle tåbelige (syntes jeg) argumenter, men jeg havde ikke lyttet imellem linjerne. Hvad var der egentlig blevet sagt – hvad gik modstanden på – og de var tydeligvis ikke klar til forandringen. Og det måtte jeg jo respektere.

Jeg mente fortsat, at mit forslag var godt, men det blev ikke vigtigt for mig mere.
Jeg håbede, at ændringen ville komme til at ske, men jeg erkendte også, at det måske ikke blev i min levetid.

Så i de følgende år gik livet videre, og ingen talte om ændringer af de arbejdsopgaver – indtil i sidste uge.
Et menneske får en idé til at organisere arbejdsopgaverne på en anden måde – jeg spidser ører – og tier stille.
Dette mennesker formulerer de ændringer, der præcis ligner det forslag, der ligger i min skuffe.
Jeg spørger til fordele og ulemper ved ændringen, og nu er alle faktisk blevet enige om, at forslaget er en rigtig god idé, og det begynder vi på i næste måned.

I min glæde over at ændringen bliver til virkelighed, må jeg også erkende, at det måske tog 62 måneder for mig at slippe min idé om, måden processen skulle forløbe på.
Jeg havde fået indstillet mig på, at der kunne komme så meget som intet ud af det, men jeg håbede fortsat på at ændringen ville ske på et tidspunkt. Og til sidst – da jeg gav slip i min forventning til, hvordan ændringen skulle forløbe, der kunne de andre få den nødvendige plads til at udfolde forslaget.

Jeg bestræber mig fortsat på at leve med håbet i alle områder af mit liv.