Tina Rem Rasmussen

“Uhh, jeg kunne fare i flint.”Jeg oplevede, at jeg blev behandlet med disrespekt og udstillet foran andre mennesker.Jeg reagerede med at “klappe kaje” og ventede i arrigskab på, at hændelsen skulle ændre sig. Det ulmede indvendigt, og udadtil smilede jeg høfligt og afmålt.Den indre plan var lagt, for hvad jeg ville sige, hvordan det skulle gøres, og hvilken konsekvens det ville få. Planen skulle bare eksekveres.Jeg ventede på det rette øjeblik, hvor jeg helt naturligt kunne fyre min bredside af.Jeg var fortsat helt tændt og ventede på det rette tidspunkt…...Og jeg ventede.

Jeg havde gjort mig nogle tanker om min egen styrke og om nogle fysiske svagheder, som jeg oplevede optrådte hyppigere. Jeg vidste, at det var en naturlig følge af min alder og oplevede derfor i første omgang ikke, at jeg behøvede at dele det med andre.Undertiden fik jeg flere intuitive tanker på, at jeg skulle sige til det højt til mine nærmeste, men samtidig oplevede jeg det også lidt akavet. En af tankerne lød: “Og hvilken interesse skulle de have i at høre det, det har jo intet med dem at gøre.”

Først blev jeg bare lidt urolig og forsøgte at snakke mig igennem episoden, men vedkommendes ord blev mere og mere insisterende og efterhånden helt urimelige, mente jeg. Mit åndedrag og min pivende stemme indikerede, at jeg havde mistet kontrollen og min sindsstemning speedede fra usikker, over i uro og endte i febrilsk tankemylder.