10-2 Gul

Der havde været skybrud. Det blev omtalt i medierne og det var i et område, hvor jeg havde delvist ansvar for en bygning.Jeg befandt mig langt fra skybruddet, og jeg havde ingen mulighed for at få en melding derfra.I mine forestillinger kunne jeg se det værste for mig. Jeg kunne også se for mig, at der ingenting var hændt - selvom det næppe var sandsynligt. Hvad skulle jeg gøre? Skulle jeg smide hvad jeg havde i hænderne og ile dertil? Eller skulle jeg lade som ingenting og se tiden an?

For at skabe bevidsthed om hvordan jeg faktisk udfører mine gøremål på arbejdet i løbet af dagen, så skal jeg skrive logbog.Min første indre kommunikation lød opgivende og noget i retning af: “ … og hvordan skal jeg så finde tid til det.”Så snart sætningen var gået igennem mit hoved, da kunne jeg høre tonen og modstanden i, at jeg skulle gøre noget, som jeg ikke havde forudset.

Jeg var til et arrangement med mange mennesker. Nogle blev hilst velkommen med knus og smil – også selvom de kom for sent. Jeg undrede mig og mærkede et stik i hjertet. Jeg havde ikke fået knus og smil som velkomst – og jeg var kommet til tiden. Hvorfor denne forskelsbehandling?Såret forfængelighed, følelsen af tilsidesættelse og misundelse susede rundt i mig. Ja, andre havde fået mere opmærksomhed end mig.Jeg kom i tanke om dagens korttekst.

Jeg havde trukket Positivkortet om morgen og oplevede, at ordene var i min bevidsthed hele dagen. De hjalp mig, da jeg samme dag skulle rejse hjem fra udlandet. Jeg var blevet forsinket på grund af bilkø på motorvejen og nåede derfor ikke færgen, som jeg havde bestilt billet til. Alligevel gik jeg uden om fristelsen til selvmedlidenhed og at blive irritereret og ærgerlig, som jeg førhen ville være blevet - “Hvorfor skal det også ske lige nu?” - “Nej, hvor er det synd for mig”. “Øv - der står et menneske og venter på mig hjemme, og så er jeg forsinket - det var dog pokkers ærgerligt” - “Nu bliver det dobbelt så dyrt, når jeg skal købe færgebillet igen”.