Lukket / Åben

Jeg levede i en lang periode i dyb angst for at miste et menneske, der står mig nær. Jeg kunne græde over alt det jeg måske havde gjort forkert, alt det jeg burde have gjort, og alt det jeg ikke gjorde, rækken af paranoide forestillinger er lang. Og i stedet for, som jeg håbede på, at holde mennesket tæt på endte det med det modsatte, at mennesket faktisk flyttede langt væk, og kontakten blev sjældnere.

Jeg levede i en lang periode i dyb angst for at miste et menneske, der står mig nær. Jeg kunne græde over alt det jeg måske havde gjort forkert, alt det jeg burde have gjort, og alt det jeg ikke gjorde, rækken af paranoide forestillinger er lang. Og i stedet for, som jeg håbede på, at holde mennesket tæt på endte det med det modsatte, at mennesket faktisk flyttede langt væk, og kontakten blev sjældnere.

Jeg stod midt i en flytning og med en nyopdaget diskusprolaps i lænderyggen. Jeg er dét, jeg vil betegne som en knokler og vil helst have fingrene i det hele. Jeg vidste godt, at formåede jeg ikke at handle på det fysiske signal jeg havde fået, så ville det kun blive værre. Jeg måtte bede andre om hjælp og samtidig holde hænderne i lommerne. Det kunne være ønskværdigt nemmere, der var for mig værd i at være stærk og kunne selv.