12-3 Rød

I forbindelse med et jobskifte havde jeg nogle ønsker, som involverede andre mennesker og krævede deres positive tilbagemelding.Med kortteksten i baghovedet gik jeg nysgerrigt i gang med dagen. Jeg vidste, at hvis jeg forventede et bestemt svar, så ville jeg blive skuffet. Hvis jeg derimod håbede på et bestemt svar, så var muligheden for at få ønsket opfyldt til stede. Jeg var i tvivl om jeg forventede eller håbede – det kunne være nemmere for mig at mærke forskellen. Der var kun ét at gøre, og det var at afvente svaret.

Det er 62 måneder siden, at jeg udtrykte mit ønske første gang.Jeg ønskede en anden organisering af arbejdsopgaver, og for 62 måneder siden stod jeg ganske alene med det ønske. Nu ønsker alle at ændre på organiseringen af opgaverne, for nu giver det mening for alle.I min glæde over at ønsket endelig blev opfyldt, måtte jeg også erkende, hvad min egen indsats havde været - hvilken lære, udover tålmodighed - jeg havde præsenteret mig selv for.

Jeg havde et ønske om at virkeliggøre et projekt, jeg længe havde tænkt på. Det krævede andre menneskers positive indstilling og aktive deltagelse. Jeg var begyndt at kommunikere med flere mennesker, der viste interesse, og jeg kunne begynde at se konturerne af projektet med opstartsdato, placering, antal deltagere m.m. Så melder en af personerne fra af flere forskellige tilsyneladende gode grunde. Øv. Jeg blev ked af det og skuffet. Mennesket havde ikke lovet noget og var i sin gode ret til at melde fra. Men jeg havde åbenbart forventet menneskets deltagelse - forventet og ikke håbet - siden jeg blev skuffet.