Jeg stod midt i en flytning og med en nyopdaget diskusprolaps i lænderyggen. Jeg er dét, jeg vil betegne som en knokler og vil helst have fingrene i det hele. Jeg vidste godt, at formåede jeg ikke at handle på det fysiske signal jeg havde fået, så ville det kun blive værre. Jeg måtte bede andre om hjælp og samtidig holde hænderne i lommerne. Det kunne være ønskværdigt nemmere, der var for mig værd i at være stærk og kunne selv.

Her fik jeg muligheden for at ændre mit værdisæt og markere mig overfor det at være så stærk og overskudsagtig. Da jeg gav mig selv lov til at være “sølle” opdagede jeg, hvor stærk jeg kunne være indvendig – i at overholde mine aftaler med mig selv – for mit eget bedste.

Jeg formåede at tage MIG alvorligt, og den kærlighed og taknemlighed jeg lige nu mærker vokse inden i mig, speeder tydeligvis min healing op. Jeg lever i harmoni, lyksalighed og healing.