Jeg gik i min egen verden og pludselig er der én der siger til mig, at det jeg er i gang med – det er jeg ved at ødelægge.
Jeg nægter og afviser påstanden med: “Åh det går nok, det ordner jeg bagefter.”

I mit hoved fortsætter diskussionen: “Den bliver da ikke ødelagt, sikke hun hidser sig op, hvad skulle hun blande sig i det for, det er sgu’ da ikke min skyld at materialet er noget lort.”
Efterklangen runger i baghovedet – det er ikke min skyld, det er noget andet eller andres skyld – og alle røde advarselslamper lyser.

Jeg kunne ikke høre det i første omgang, men jeg ved at sætningen: “Det er ikke min skyld, det er noget andet eller andres skyld”, er et anfald af såret stolthed, første skridt til at lægge ethvert ansvar fra mig, og være det uskyldige offer. Derfor trækker jeg et kort for at få mere lys på det.
Det bliver kort 0-7 i gul kategori.

Da jeg læste emnet, som handler om at være åben eller lukket overfor de grundlæggende emotioner, så måtte jeg stille mig selv spørgsmålet: “Hvad eller hvem er jeg i gang med at forsvare mig overfor, siden jeg tilsyneladende ikke mener at det har noget med mig selv at gøre?”

Så lavede jeg et tankeeksperiment med mig selv og spurgte: “Hvis nu, at jeg alligevel har blot en lillebitte andel i hændelsen, hvad kunne det så være?” “Hvis nu, at jeg er i gang med at lære noget om de grundlæggende følelser, hvad kunne det signal så handle om?”.

Ganske forsigtigt sagde en stemme i mit hoved, at det måske var rigtigt, at jeg faktisk var i gang med at ødelægge materialet. Måske var jeg ikke i humør til at erkende at vedkommende havde ret, og måske handlede det hele om, at jeg ikke ønskede at forlade “min egen verden”, når “den anden verden” (den med andre mennesker) blot forstyrrede og stillede krav til mig.

Så hvis jeg kunne gøre det hele om, så ville jeg begynde med en erkendelse: “Jeg er ved at komme ned i gear, det går noget langsomt for mig, og jeg har lige brug at gå i min egen verden i nogle timer. Ja, jeg var uopmærksom, tak fordi du fik vækket mig. Godt at der ikke gik mere i stykker, jeg ser på det senere”.

Min krop bliver helt rolig ved den sidste erkendelse – jeg oplever forskellen på at distancere mig, lukke ned og at gå i forsvar – eller at give mig plads, åbne op og være både tillidsfuld og respektfuld på samme tid. Den sidste erkendelse opleves mest omsorgsfuld på den lange bane 🙂