Jeg er så træt af at høre: “Du er altid så …. Du gør aldrig …… Kan du ikke snart …..” Alle de konstateringer, som lægger op til kamp og skænderi, medmindre jeg er enig.

Jeg var engang enig – og nikkede og samtykkede, når beskyldningerne fløj igennem luften. Det er jeg ikke mere og trak derfor et kort, for at få lidt lys på læren i det. Det blev kort 1-1.

Der var engang hvor jeg var en bitch mod mig selv – jeg råbte kommandoer ind i øregangen, kostede rundt med mig og kastede mig ud i opgaver, der var urimelige for mig. Ligemeget hvad jeg gjorde, så var det ikke godt nok hverken i min egen forestillingsverden og dermed heller ikke i mine omgivelsers.

Jeg havde igennem længere tid været bevidst om kortets tekst: Hvad jeg møder i det ydre, kan være en spejling af det indre. Jeg har brugt omgivelserne til at afdække, hvem jeg var, og hvad jeg kunne blive til.
Jeg holdt op med at fokusere på hvad, hvem der gjorde hvad, og var i stedet opmærksom på hvad disse hændelser kunne fortælle mig om mig selv – hvad jeg var i gang med at lære om mig og min udvikling.

I hændelser hvor jeg oplevede andre mennesker talte nedværdigende til mig, så tilgav jeg mig for at have tiltrukket den grænseoverskridelse, og jeg tilgav mig for at have talt nedværdigende med min indre stemme.
Jeg øvede mig i at tale til mig selv med blidhed og forståelse, i tillid og respekt.
Jeg blev faktisk ret god til det, mente jeg selv.

Derfor blev jeg da også taget med bukserne nede, da jeg igen mødte den adfærd fra omgivelserne. Jeg, der mente at jeg havde lært det – at adfærden var opløst – og jeg ikke behøvede at tiltrække den mere.

Jeg var blevet smadder god til at tale positivt til mig selv – faktisk så god, at jeg ikke havde lagt mærke til den lille rest, der var tilbage af adfærden, når jeg blev presset.
For pudsigt nok – så blev jeg kun uretfærdigt behandlet, når jeg var slidt, brugt og pissetræt.

Jeg ser nu, at den sidste del af prøvelsen går på min evne til at være konsekvent – konfrontere og opløse adfærden hvér gang – om jeg møder den personligt, om jeg er vidne til den eller den foregår i mit hoved. Hver eneste gang må jeg markere mig, sige nej tak til at blive behandlet på den uønskede måde.

Med min viljestyrke skal det nok lykkes – jeg har simpelthen ikke længere brug for den adfærd i mit liv – hverken på jobbet eller i privaten – det er bare slut nu.

Jeg har brug for at være hele mig – hele tiden. Jeg kan ikke længere være een person i den ene sammenhæng – og så en anden i en anden sammenhæng.

Fra nu af, lever jeg hele mig.