Fristelser stod i kø – jeg oplevede det noget op ad bakke med de projekter jeg havde sat igang.
Der skulle ske noget nyt – og den del af de mennesker som jeg havde i min omgangskreds var godt nok ikke lige positivt stemt.
En del var stille og passive, nogle reagerede med surhed og irritation, mens de ind imellem græd, talte om det besvær det vakte. Jeg oplevede en stemning af skuffelse, bitterhed og magtesløshed. En opgivenhed der bare var det sidste vi havde brug for i forbindelse med det sidste ryk.
Faktisk blev jeg så påvirket af stemningen, at jeg oplevede at de andre lukkede mig ude. Når jeg ville organisere det sidste havde de pludselig travlt med noget andet, og da jeg spurgte hvad de havde brug for, så vidste de det ikke. Saboterede de min indsats med vilje eller var jeg bare sensitiv? Hvordan kunne jeg nå dem – når de ikke ville nå mig?

Jeg trak et kort i håb om at modtage noget lys på hændelsen. Det blev nr. 22-2.

Faktisk oplevede jeg fred indeni når jeg gjorde mig helt stille, så hvad var det der forstyrrede mig, når jeg tænkte på de negative mennesker. Det gjorde noget ved mig som trak min energi ned.
Jeg foreslog mig selv at holde fokus på hvad jeg kunne lære af denne hændelse – ikke hvad jeg kunne hjælpe andre igennem, men på at vise mig selv hvor jeg var med mig selv.

Hvor er jeg i min udvikling spurgte jeg mig? Jeg er der hvor jeg normalt ikke lader mig påvirke af andre menneskers luner, så hvad er grunden til at lige disse mennesker påvirker mig?
Fordi du selv taber ansigt og projektet går i hårknude, hvis de ikke bakker dig op – lød mit indre svar.
“Jeg er da ikke bange for at tabe ansigt” svarede min kloge hjerne igen, men samtidig kunne jeg godt se lighedspunkterne. Hvis det bare var mit personlige ansigt der faldt, så kunne jeg joke mig ud af det og trykke på skidt pyt knappen, men jeg blev også ramt på min faglige stolthed. Det kunne se ud som om at jeg ikke var god til mit arbejde. Det ville jeg formentlig ikke kunne holde til.

Så hvis jeg skal vise mig hvor jeg er med mig selv, så skal jeg i den grad markere mig overfor mig selv. Den negative attitude må ikke få det mindste fat – det har intet med mig at gøre – og er kun en fristelse til at jeg kan opleve mig som et offer – igen. Det får de bare ikke lov til, lød det fra mit indre, – smut, skrid, FIS AF du pisse møg følelse – det er kraftedme NOK NU.

De får bare ikke min indre fred – det er min fred – jeg har selv skabt den – den kan ikke sælges – den er MIN – jeg råber, skriger og markerer mig indtil jeg er helt sikker på at jeg bevarer den.

Fuck de forestillinger om at det er “svært” og et stort “arbejde” – det er hverken mere eller mindre svært end så mange andre markeringer – det er at GØRE det.
Gør det – ligemeget om det er sjovt, svært, ubehageligt, sørgmodigt eller angstfremkaldende, det er bare følelser som handlingen er pakket ind i.

I vrede flåede jeg billedligt talt indpakningspapiret om pakken af – gik direkte til handlingen STOP – der er lukket for andres påvirkninger. Jeg behøver ikke tage de andres følelser på mig, jeg behøver ikke at forholde mig til dem, vi er vidt forskellige personligheder og vi skal bare være helt adskilte følelsesmæssigt.

Hvor ufølsomt vil nogle måske sige. Men nej tværtimod. Jeg har masser af følelser, faktisk alt for mange følelser, så jeg har brug for at skille mine følelser ud fra andres, så jeg ved hvad der egentlig er mine. Jeg laver mig en usynlig osteklokke der beskytter mig og skaber distance til alle de frustrationer som huserer.

Jeg har fået min power tilbage – jeg har opløst magtesløsheden og er nu også klar til at konfrontere den i det ydre – i mine daglige relationer, hvor ingen kan være tjent med at gå rundt i en forpestet atmosfære af bitterhed, afmagt og skuffelse – SKRID ud af mit liv.