Jeg havde det skidt.
Jeg oplevede mig tung, træt og utilpas. Jeg syntes, at jeg burde være mere aktiv og energifyldt – jeg havde ikke tid til at være doven.
Jeg ønskede at få en metafysisk indfaldsvinkel på det og trak derfor et kort. Det blev nr. 6-2.

Umiddelbart mente jeg ikke, at kortets tekst gjorde mig klogere, men jeg erkendte dog, at jeg havde været noget distanceret fra at opleve min krops signaler på det sidste.
Jeg lagde mig på min seng – gav mig selv en krammer – og spurgte mig, hvordan jeg egentlig havde det.
Musklerne begyndte at slappe af, og jeg opdagede, hvor spændt jeg var i hofterne, ved skulderbladene og selv musklerne i benene og armene var anspændte.
Nogle tårer løb fra mine øjne – om det var et slip eller af selvmedlidenhed, det ved ikke jeg, men det er faktisk også lige meget — for jeg havde givet mig lov til at opleve mig.

Min krop var anspændt, brugt og uoplagt – det var rigtigt nok. Da jeg begyndte at opleve mig, så kunne jeg også respektere min krops signaler.
Min hjernes snak om – hvorfor gør du ikke bare dit og dat – den fik mundkurv på og blev stoppet, da jeg gav mig til “bare” at opleve.
Min krop fik frihed til at have det, som den nu havde brug for – og i stedet for at spørge hvorfor, så fik min hjerne en ny opgave:
Nemlig, at tilgive mig for at have overhørt signalerne fra min krop, og derefter at finde ud af, hvordan jeg kunne give mig mulighed for at restituere, på den bedst mulige måde.

Her modtog jeg forståelsen for, at det var kort 6, som jeg trak.
Jeg giver slip i altid at være hjerneklog, og bestræber mig fortsat på at være kropsklog – at opleve livet.