Jeg er irriteret over at bruge så meget tid på mit arbejde. Jeg kan godt lide mit arbejde, men opgaverne tager for lang tid for mig.
Flere af mine kollegaer har det på samme måde, og da vi fik fortalt det til hinanden, fik vi det skrevet ind i vores arbejdspladsvurdering; og der bliver nu taget hånd om vores arbejdsmiljø.
Vi er blevet sendt på kursus i at administrere og strukturere vores tid – jeg var på den første kursusdag i går.

Jeg havde troet, at nu skulle jeg lære noget om hvordan jeg kunne håndtere min kalender og mine aftaler, men faktisk skete der noget andet, og jeg blev overrasket. Jeg lod mig overraske på den ufede måde, hvor jeg krydsede arme og ben, skubbede stolen lidt tilbage og lagde kuglepennen fra mig.

Underviseren talte om energi og overskud og noget af det første, som han spurgte til, det var vores søvn. Vi fik så udleveret et armbånd til at registrere vores søvn med – og den havde jeg ikke set komme.

“Jeg vil da ikke sove med den sladrehank, der vil lave data i tal, kurver og diagrammer – jeg foretrækker at tale om, hvordan jeg har det”, hørte jeg min indre dialog fremturer.  – “Ja, frem for at få digitale beviser på hvordan jeg rent faktisk gør (i dette tilfælde at sove)”, svarede en anden del af mig og fortsatte: “ det er jo hele pointen med fakta”.

Objektive facts er ikke til at løbe fra, eller tale sig udenom med – de er uden følelser – og det er lige det, som  jeg er i gang med at lære. Det er forskellen på at vide og på at tro.
Jeg kan jo ikke ændre en adfærd, som jeg tror jeg har – jeg kan kun ændre min handling på adfærd, som jeg ved hvad er – så jeg også ved hvad jeg vil ændre den til.

Jeg har nu lært, “At tro, hvad der er sandt – eller vide det – dér er en afgørende forskel,” erkender jeg.