Først blev jeg bare lidt urolig og forsøgte at snakke mig igennem episoden, men vedkommendes ord blev mere og mere insisterende og efterhånden helt urimelige, mente jeg. Mit åndedrag og min pivende stemme indikerede, at jeg havde mistet kontrollen og min sindsstemning speedede fra usikker, over i uro og endte i febrilsk tankemylder.

Jeg ville under ingen omstændigheder tabe ansigt foran personen og fandt derfor en undskyldning for at flytte mig fysisk ud af rummet. Med tilbageholdt vejrtrækning gik jeg, lukkede døren efter mig og straks begyndte jeg at gispe. Panikken havde taget over, jeg græd, hulkede og snot og tårer stod til alle sider – jeg kunne slet ikke holde op.

For at gøre et eller andet og noget der måske kunne sende mig i en eller anden konstruktiv retning, så trak jeg et kort. Det var kort 16 – 4, der handler om at give slip.

“Give slip i hvad?” – spurgte jeg mig selv – “jeg ved jo ikke engang hvordan jeg har det – det eneste jeg ved, det er at jeg bliver nødt til at få det anderledes, hvis jeg skal komme på den anden side af denne tilstand. Jeg gjorde og sagde det, som jeg oplevede helt rigtigt på daværende tidspunkt.
Det var reaktionen imod mig, som jeg bare ikke havde set komme”.

Tankemyldret fortsatte og bedømmelserne om den andens reaktion, de kom fra min hjernemasse, som perler på en snor:
“Så fik du den”, sagde stemmen i mit hoved og fortsatte: “Alle har jo ret til at udtrykke sig, du kunne jo bare være åben og rummelig. Du er godt nok en sølle konfliktmægler, det burde du have gjort bedre.
Du skulle bare have gjort sådan og sådan, så havde du sikkert undgået det kaos du fik skabt for alle parter,” og stemmen rundede de verbale øretæver af med: “Det var faktisk temmelig dumt gjort – skam dig!”

Jeg måtte konstaterer, at jeg talte mig selv ned og gjorde mig selv til én stor undskyldning. Jeg gjorde mig til både offer og bøddel på samme tid. Jeg havde ofret mig i turbulensen og opgaven som bøddel, den sørgede jeg også selv for ved at være så bedømmende.

Fuck – et hul jeg havde fået gravet mig ned i. Hvordan i alverden ville Fru Münchhausen her, få hevet sig selv op ved hårrødderne?

Jeg besluttede mig for, at forfølge min første indskydelse om, at jeg gjorde og sagde det, som jeg oplevede rigtigt, lige inden konflikten brød ud.
Og hvis mine ord kunne udløse en reaktion i et andet menneske, så er det jo også i orden. Vedkommende er i sin fulde ret til at være vred over hvad som helst – alt muligt andet ville jeg jo ikke have reageret på.
Så jeg besluttede, at jeg ville respektere vedkommendes oplevelse af vrede.
Jeg sagde det højt til mig selv et par gange – og pludselig indfandt effekten sig – jeg oplevede ro i at have ageret som jeg gjorde, og ro i at respektere at andre har følelser og udtrykker dem.

Der hvor min læreproces starter og kæden hopper af for mig, det er der hvor vedkommende bliver urimelig i mine øjne. Jeg tolker det som “den andens skyld” (de kunne bare lade være med at være urimelige), så får jeg skabt min egen bedømmelse, fordømmelse og skyld/skam følelse.
Det kunne jeg virkelig godt ønske mig at give slip i.

Så ud over en lære i at skulle markere mig på en hensigtsmæssig måde, så fik jeg også set min læreproces i at give slip i fordømmelsen af mig selv. Jeg forlangte, at jeg kunne undgå egenbedømmelse, inden jeg havde øvet mig tilstrækkeligt og inden jeg havde lært det helt.

Når jeg netop øver mig, og jeg er i gang med at lære at undgå det, da stillede jeg mig til dommer over mig selv og min egen adfærd. Jeg kan det jo netop ikke helt endnu, fordi jeg er i gang med at lære det – så klap hesten fru Münchhausen.
Fuck – hvor har jeg bare brug for at tilgive mig selv, for at være så hård mod mig.