Det blev en noget mere følelsesladet dag end nødvendigt.

I en situation hvor jeg var i tvivl om, hvordan jeg skulle forholde mig, ønskede jeg sparring fra en person. Jeg fik noget sparring, men samtalen blev afbrudt, og bagefter havde personen andre ting at gøre, så sparringen blev ikke gjort færdig, og jeg var fortsat i tvivl. Jeg oplevede vrede ved personens prioritering af sin tid, da jeg oplevede, det var et fælles ansvar, at situationen blev løst konstruktivt for alle parter. Jeg oplevede mig svigtet og følte, at jeg stod med ansvaret for situationen selv.

Situationen oprandt, og jeg blev udfordret med nye ting at forholde mig til i en jævn strøm over flere timer. Jeg oplevede mig presset og irriteret. Jeg oplevede hele tiden at skulle svare på spørgsmål, og at mine grænser for, hvad der var normalt og rimeligt, eller hvad jeg gerne ville sige ja til, ændrede sig. Jeg oplevede vrede og mine grænser overskredet, men var de nu også det?

Jeg blev spurgt om at forholde mig til forskellige ting – alle spørgsmål og beslutninger involverede andre mennesker og havde en konsekvens for andre.

Der blev rykket grænser, beslutninger blev ændret, og jeg kunne høre mig selv sige nej flere gange. Mere pr. automatik end gennemtænkt handling. Det var nemmere at afvise end at skulle sige ja, når jeg ikke vidste, hvad det ja så ville føre med sig.

Senere – da kaos havde lagt sig, og roen indfundet sig – kunne jeg se mine læreprocesser. I kampens hede havde jeg glemt at bruge dagens visdomskort, som handlede om reaktioner versus handlinger. Lige “spot on”.

I temaet fra bogen Dine valg er dit liv – hvordan vælger du? som er skrevet over kort 19-4 står, at dét at handle indbefatter at nulstille emotioner og skyldsspørgsmål. At slippe de følelser i øjeblikket, som gør min blind og flår mig i stykker mentalt, så jeg ikke kan se, hvad der er op og ned.

Det gav god mening – både i forhold til situationen med personen, der sagde nej til mere sparring samt forløbet som indbefattede flere mennesker.
Havde jeg nulstillet mig selv følelsesmæssigt, trådt et skridt til siden og betragtet situationen udefra, ville jeg kunne frigøre mig fra at reagere med gammel adfærdsmønster og i stedet handle – tilpasset situationen i nuet.

Jeg ville have opdaget i forhold til sparringen med personen, at det ikke handlede om vrede, som jeg ellers følte. Personen havde ikke overskredet mine grænser ved at sige nej til at hjælpe. Ej heller handlede det om sorg/at være ked af det, for jeg havde ikke mistet noget, der var mit, da personen jo ikke havde lovet mig noget.

Det handlede om forventninger – jeg havde en forventning om, at personen ville hjælpe. Det skete ikke, i stedet modtog jeg konsekvensen af min forventning: Skuffelse (se evt. kort 12).
Jeg brugte vrede og forventning som forsvarsmekanismer for emotionen angst. I stedet for at føle og handle på angsten blev jeg vred og havde forventninger. Men jeg var i en situation, hvor jeg ikke kendte udfaldet, jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, eller hvad jeg skulle gøre. Det havde været godt, hvis jeg havde handlet på angsten ved at skærpe min opmærksomhed i øjeblikket. Det ville have hjulpet mig til at se klart og få øje på mine handlemuligheder. Ydermere er konsekvensen af at handle på angsten, altså skærpe min opmærksomhed, glæde. En indre glæde.

At reagere er en passiv adfærd, hvor jeg gør noget automatisk uden at være bevidst om de andre muligheder, der også er. At handle er en aktiv adfærd, hvor jeg tilpasser mine handlinger i forhold til situationen.

Jeg kan se, at jeg kunne have påvirket situationerne positivt, hvis jeg havde nulstillet mig følelsesmæssigt, hvilket ville have givet mig overskud til at være objektiv – stoppe op – tænke og så handle ud fra den givne situation.
Det bestræber jeg mig på at gøre næste gang, en lignende situation opstår.