Nogen gange er tingene anderledes end de ser ud til at være. Helt anderledes. Jeg kan sidde stille med mig selv, mærke vejrtrækningen i brystkassen, der hæver og sænker sig roligt i rytmiske bevægelser. Sindet der glimtvis er tomt, for derefter at blive fyldt med nye tanker og ideer og derefter glimtvis tomt igen. Der sker ingenting – eller tilsyneladende ingenting. For i det tilsyneladende ingenting kan der ske oceaner af ting. “Alt” kan falde på plads, måske får jeg ideen til løsningen på en opgave, måske modtager jeg klarhed på mit næste skridt i livet, måske giver stilheden mig energi og overskud til at se en situation fra flere vinkler og dermed handle konstruktivt eller …..?

Omvendt har jeg også oplevet at have været aktiv, fået ordnet en masse praktiske ting og at have været næsten høj over alt det jeg har nået, og alt det jeg kan strege ud på to-do listen. Wauuu, det føles godt. Og alligevel …. så kan det være at følelsen alligevel ikke lander helt, lettelsen vil ikke rigtig indfinde sig – og der står stadig meget på to-do listen.

Selvom jeg har været aktiv er udbyttet måske ikke derefter. Måske havde det været bedre for mig at have været tilsyneladende passiv. Ikke at have lavet noget. Selvfølgelig skal tingene gøres, men skal det være nu og alt på én gang? Ville nogle af tingene mon have løst sig selv, hvis jeg var bakket et skridt bagud, havde trukket vejret og afventet tingenes udvikling?

Jeg havde sådan en tilsyneladende aktiv uge for et stykke tid siden. Jeg havde nået virkelig meget i den forgange uge og i weekenden, hvor jeg så skulle hvile ud, var jeg fuldstændig flad. Ingen energi overhovedet. Havde det så alligevel været bedre for mig at have sparret på energien? Ja, i hvert fald var jeg tydeligvis kommet i minus på energibarometeret og skulle bruge ekstra energi på at bevæge mig over nulpunktet.

Ordet tilsyneladende hjælper mig til at være realistisk i forhold til indsats og resultat – og ikke blive skuffet eller overrasket, hvis tingene ikke er, som jeg troede, de var.