Jeg kan mærke ordene smælle, som piskeslag. De flyver ud i rummet og rammer nogle sagesløse.

Jeg er blevet opmærksom på mine ord, og hvor tit de indeholder bedømmelser – positive som negative – især det sidste. Det går ud over mine omgivelser, hvis jeg er i dårligt humør, jeg skælder mere ud og kan kun se tingene fra min vinkel. Det er da klart, at menneskene omkring mig flygter eller skyder igen. Det ville jeg også gøre.

Mine ydre handlinger er en afspejling af mine indre handlinger. De hænger sammen, afslører mig, viser mig hvordan jeg behandler mig selv. For som jeg behandler andre, således behandler jeg også mig selv. Så der bliver talt hårdt og nogle gange brutalt til mig selv. Tålmodigheden eksisterer ikke, kun utålmodigheden får lov at herske – og det er en dårlig hersker. Den er skyld i, at kulden og hårdheden i ordene sniger sig ind og får tiltusket sig rum.

Kærlighed = tålmodighed. Så utålmodighed er det modsatte af kærlighed.

Jeg læste et kapitel i bogen “Dine valg er dit liv, hvordan vælger du? og blev opmærksom på min egenkommunikation. Den kommunikation der foregår inde i mit hoved med mig selv. Ord og tanker, der flyver rundt: “Hvorfor valgte du at gøre det på den måde, Tina, det kunne du godt have gjort bedre, det havde da været smartere hvis ……” – “Ja, så gjorde du det igen, det var ikke godt, har du da ikke snart lært det” –
“Hun gør det på en inspirerende måde, den idé ville jeg gerne have haft først”.

Pludselig fik jeg øje på min måde at tænke på og tale om mig selv. Det var ikke et kønt syn. Jeg opdagede, at jeg var bedømmende og fordømmende og ikke gav mig selv en chance. Der var ingen tillid og respekt, altså ingen kærlighed.

Nu ved jeg heldigvis fra mentalhygiejnisk træning at med opmærksomhed, altså bevidsthed om egen adfærd, og villighed til at forandre, så er de første mange skridt gået på kærlighedens sti.
Så jeg valgte at flytte min opmærksomhed til mit åndedræt, laange laangsomme åndedræt, need i tempo –
i tanke, ord og handling – lade tålmodigheden fylde, lade stilheden komme til – og pludselig kunne jeg høre mine egne ord, hvad det egentlig var jeg sagde og fik sendt ud i rummet til mine medmennesker. Jeg kunne nå at stoppe de negative tanker og ord, få dem vendt om, så de blev positive og dermed sende konstruktive ord ud: “Okay, Tina, næste gang jeg står i en lignende situation, vil jeg gøre det anderledes – det har jeg tillid til jeg kan”, “Jeg oplever det inspirerende, den måde hun har gjort det på, det bliver interessant at se, hvad det inspirerer mig til at gøre”.

Det ændrede hele stemningen, energierne. Der flød ord integreret i kærligheden ud af min mund, og jeg modtog ord integreret i kærligheden tilbage. Wauuu, det var forunderligt at opdage.
Det fortsætter jeg med.