Jeg var sammen med et menneske, som havde mange gøremål samt planer og ønsker. Personen var modløs og vidste ikke, hvor hun skulle starte i bunken af opgaver. Jeg ville gerne hjælpe hende, så tingene blev mere overskuelige. Så vi aftalte, at jeg skulle hjælpe med de to første af arbejdsopgaverne, og at vi ville udføre opgaverne i fællesskab.

Det gik fint med den første opgave, men ved anden opgave syntes jeg, det var synd for hende, hun havde jo også mange andre ting at se til, og jeg kunne godt se, at tiden var presset. Jeg sagde derfor, at jeg nok skulle lave den anden opgave alene. Det sagde hun ja tak til.

Først derefter kom jeg i tanke om teksten på det Positivkort, jeg havde trukket om morgenen, og jeg blev opmærksom på min tilsidesættelse.

En sand hjælp ville have været at have brugt mere energi på at spørge hende, hvad hun egentlig ønskede hjælp til og vejlede hende i at udføre opgaven frem for at løse den for hende. Måske var hun så blevet opmærksom på, at kalenderen var overfyldt, og det ville være en omsorgsfuld handling overfor sig selv at have færre aftaler og ønsker.

Nu kom jeg til at gøre hende en bjørnetjeneste, som hun ikke fik lært noget af. Og jeg gav mig selv en ekstra opgave. Den lære tager jeg med mig: At holde hænderne i lommen indtil jeg ved, hvad opgaven går ud på.

Jeg er i gang med at lære, hvornår jeg frelser andre mennesker, fordi jeg bare gerne vil være god og hjælpsom, og hvornår jeg er helt opmærksom på, hvad jeg selv skal lære af opgaven. Jeg ønsker at kunne frelse i sandhed og være helt upåvirket af, om mennesket er tilfreds med min indsats eller ej.
Der er jeg ikke helt endnu – men jeg ser det og er godt på vej.
Næste gang frelser jeg mig selv.