Jeg havde i en periode arbejdet alt for meget. Jeg havde tilsidesat mig selv, min familie, venner og praktiske gøremål i min arbejdsiver. Jeg var opslugt af arbejdet og nød fordybelsen.

Da det gik op for mig at jeg – igen – havde prioriteret efter lyst og ikke efter behov – blev jeg ked af det. Det har før haft fysiske konsekvenser (=sygdom) for mig at nedprioritere mine behov. Jeg var altså i et tilbagefald af gammel destruktiv adfærd. Det gjorde ondt at opdage.

Jeg oplevede selvmedlidenhed og passivitet. Hvad skulle jeg gøre? Hvordan skulle jeg komme videre?

Så huskede jeg fra et kursus i Mentalhygiejnisk Træning, at når jeg erkender, at jeg er i et tilbagefald i gammel adfærd, så er det et fremskridt. Og har jeg først opdaget en uønsket adfærd, har jeg også muligheden for at ændre den ved at handle.

Jeg kunne vælge at hænge fast i selvmedlidenheden over tilbagefaldet, eller jeg kunne glædes i, at jeg havde set tilbagefaldet og fokusere på det nye, jeg kunne gøre i stedet. Jeg valgte det sidste og kom videre ved at vælge mig selv til.